"Da jeg var 13 år havde jeg en vikar i folkeskolen, som fortalte at han havde haft en multihandicappet datter, som han var den eneste der passede på. Hun boede derhjemme sammen med ham. Hun døde på et tidspunkt og der besluttede han sig for, at sove med hende en sidste nat for at sige farvel. Jeg har altid husket den historie, og jeg var meget fascineret af, hvad der sker i det rum, når man finder nogen der er død, til man fortæller verden omkring om det. Det er lidt sådan at Daimi blev til."
Den første film Grahtø laver, Daimi, er et lille portræt af en pige, der tilsyneladende bor i et snavset og fuldstændig smadret hus sammen med sin kælegris. Der bliver kaldt på moren, men hun er der aldrig. Hun viser sig at have været død i længere tid og ligger bare og rådner i badekarret. Og grisen? Den viser sig at være en lillesøster.
"V ville rigtig gerne have den der comic relief, som en gris er, der så senere viser sig at være lillesøsteren."
Det fucker totalt med en. Man får altid at vide at man aldrig skal lave film med børn eller dyr. Og den første film du lavede der, der gjorde du så begge dele?
Grahtø bryder ud i latter: "Det havde jeg godt fået at vide. Men den første kortfilm jeg lavede før Filmværkstedet, var også med Bebiane som spiller Daimi. Der havde vi også duer med. Jeg havde ligesom været der før, så jeg var ikke bange for det. Plus at Bebiane var så god og hun var så nem at arbejde med. Hun havde også erfaring selvom hun var så ung, hun havde blandt andet været med i Lærkevej. Hun er så dygtig."
På et tidspunkt er Daimi i køkkenet med sin kælegris, og går ret meget amok og kaster med ting fordi grisen ikke opfører sig ordentligt. Den scene er ret voldsom?
"Den scene var faktisk den eneste scene, vi ikke øvede inden. Jeg tror meget på kropslig hukommelse, så jeg kan godt lide, hvis jeg har et arrangement gennemøvet. For eksempel hvis hun skulle ligge på en bestemt måde på sofaen, så øvede vi det lige inden. Men det var den eneste scene vi aldrig øvede og det var den hun glædede sig allermest til, fordi hun måtte gå amok. Jeg havde givet hende tre punkter i køkkenet, som hun skulle bevæge sig i, hvor jeg sagde, 'her står du når du skal hælde noget mælk op, så finder du ud af mælken er for gammel, så bliver du rasende og kaster den op på den anden væg, og så opdager du at der er en kakerlak på bordet bag ved dig'. Det var virkelig sjovt. Jeg stod og flækkede af grin ude bagved monitoren. I en optagelse, vi ikke har med, løfter hun bare begge arme op i vejret og skriger 'GUUUUD' ud af det blå, og jeg var sådan, 'mere mere!'"
"Hun var også med i min afgangsfilm Teenland som statist. Det er hende, der har et pink øje."
Teenagejesus som var arbejdstitlen på din debut-spillefilm Psykosia nogle år senere?
"Ja, jeg var meget fascineret af det."
"Vi havde Dunja Gry som konsulent fra Filmværkstedet på Daimi og hun anbefalede mig en bog, som hedder 'I morgen var jeg altid en løve'. Den bog har jeg læst hver gang jeg har skulle ud og lave en film siden. Så jeg fik virkelig meget ud af udviklingskonsultationen derinde på Daimi."
"Jeg er meget formtung i de ting jeg laver, og nogle gange spænder det lidt ben for de følsomme ting. Det er en ting jeg var meget opmærksom på i Psykosia, som jo også virkelig er formtung. Men det er noget jeg tænker vildt meget over, og det er noget jeg konstant balancerer. Det er ikke et problem for mig, men det er noget jeg skal være meget opmærksom på, så der også kommer nogle følelser med ind i det, så formen ikke overtager. Jeg bevæger mig altid lige på den der meget fine sti, hvor det bliver for meget nogle gange."
"Jeg elsker form, men man kan godt tabe sit publikum i det. Det er der også nogle der vil mene, at jeg har gjort undervejs i de ting jeg har lavet, og så er der andre der ikke mener det. Det kommer jo også an på hvilke øjne der kigger."
