Terrorist ved et tilfælde

Dokumentarfilmen "Dømt for terror" blev vist på TV 2 onsdag den 10. marts.

Redigeret fredag den 12. marts

Miki Mistrati  og Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm "Dømt for terror" blev onsdag den 10. marts vist på TV 2. Vi har ved en fejltagelse tidligere oplyst, at det drejede sig om Miki Mistrati og Nagieb Khajas "Terrorist ved et tilfælde", der også følger den dansk-tyrkiske Abdulkadir Cesur, der afsoner en dom i Bosnien for medvirken til terrorisme.

"Dømt for terror" sætter spørgsmålstegn ved baggrunden for anholdelsen af Abdulkadir Cesur, der afsoner en dom på seks år og fire måneders fængsel. Filmen undersøger, om han fik en fair retssag og går bag om de begivenheder, der førte til anholdelsen i Sarajevo af ham og den svensk-bosniske Mirsad Bektasevic - bedre kendt som "Maximus".

Filmen er produceret af Bastard Film og TV.

Om "Terrorist ved et tilfælde"

I "Terrorist ved et tilfælde" følger de to instruktører, Miki Mistrati og Nagieb Khaja, følger en ung tyrkisk mand Cem, bosiddende i Nordjylland. Han er dødtræt af at blive associeret med terrorisme og har besluttet sig for at finde ud af, hvad der får nogle unge muslimer til at udvikle sig i en fanatisk religiøs retning.

Igennem sit researcharbejde støder Cem på en ung fyr ved navn Abdulkadir, som har samme alder og baggrund som han selv. Forskellen er dog, at Abdulkadir sidder fængslet i Bosnien for planlægning af islamisk terror mod et ukendt europæisk mål, mens Cem går på universitet i Danmark. Cem opsøge ham for at undersøge, hvordan han er havnet i fængsel i Bosnien, og finder snart ud af, at sandheden kan antage mange former.

"Terrorist ved et tilfælde" vandt i august 2009 ungdomsjuryens pris for bedste film ved Odense Internationale Film Festival og i november deltog filmen på IDFA i Amsterdam, hvor den opnåede en nominering til en af festivalens store priser.

Filmen indgår i serien "Næsten Voksen", et generationsportræt bestående af syv film, som Bastard Film og Team Productions i samarbejde har produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut.