Trædans og juleflikflak

KLUMME. Året går på hæld, og ligeså traditionssikkert som dansen om juletræet skal der gøres status over filmåret 2016.

Lad det være sagt med det samme. Her på Filminstituttet slår vi ikke flikflakker af glæde over danske spillefilms billetsalg i biograferne i år. De biotal, der om kort tid offentliggøres, er da pæne, lidt ligesom det er pænt at spille i Europa League. Men når vi efterhånden har vænnet os til finalerunden i Champions League, er det bare ikke godt nok. For sandheden er, at vi har vænnet os til et tårnhøjt niveau.

Det er den samlede vurdering af kvalitet, diversitet, udvikling og bæredygtighed, der udgør den reelle karakterbog over årets gang i dansk film.

Heldigvis er der andre parametre, man så kan sende en tanke efter, for dansk film er mere end biografbilletstatistik, og lad os nu være ærlige: Det burde vi nok også have talt mere om tidligere. Det er den samlede vurdering af kvalitet, diversitet, udvikling og bæredygtighed, der udgør den reelle karakterbog over årets gang i dansk film.

Nielsens noter

hbn_sorthvidDet Danske Filminstituts administrerende direktør Henrik Bo Nielsen reflekterer med jævne mellemrum i denne klumme over tilstandene i og omkring dansk film.

Selvom det giver mening at minde os selv og hinanden om, at filmloven er en kunststøttelov, der vil andet end bare skabe omsætning, er det et faktum, at branchens bæredygtighed er en væsentlig forudsætning for, at der overhovedet kan produceres film. Digitalisering og ændrede forbrugsmønstre kalder på udvikling af nye forretningsmodeller for at bevare den gode balance mellem privat og offentlig investering i film, der er en af styrkerne i den danske model. Tiden kalder også på udvikling af indhold, filmsprog, nye talenter, produktionsformer og nye selskaber.

Indtil nu er der igangsat 15 titler under lavbudget-initiativet, som er et element i den gældende filmaftale for netop at sikre talentudvikling og nytænkning i en tid, hvor det af gode grunde kniber med risikovilligheden hos mange produktionsselskaber. Den væsentlige effekt af satsningen på lavbudgetfilm kan først ses om nogle år.

I 2016 har unge filmskabere som blandt andet Puk Grasten, Christian Tafdrup og Ali Abbasi gjort sig bemærket med særegne stemmer og fortællinger med kant, og mange andre instruktører er debuteret med spillefilm i år, bakket op af nye selskaber med mod og internationalt udsyn. Der er noget at glæde sig over og til.

Internationalt har dansk film og danske filmfolk også i år bidraget væsentligt, hvilket er kommet til udtryk i mange sammenhænge. På nuværende tidspunkt har danske spille- og dokumentarfilm høstet mere end 100 internationale priser og special mentions. Danske instruktører, producere, skuespillere og andre kreative kræfter er efterspurgte samarbejdspartnere. Så meget, at vi faktisk savner dem og indimellem er fristet til at ønske, at de snart kommer hjem igen. Og det gør de fleste jo – med erfaringer, som kommer dansk film til gode. Et godt udtryk for det var, da en af lederne af den toneangivende Toronto Filmfestival for nyligt fremhævede København som en af de byer med de mest interessante filmskabere lige nu – ved siden af Montreal, Seoul, Lagos og London.

Også andre internationale relationer kan fremhæves: Palæstina har etableret sit første filmværksted i Ramallah inspireret og støttet af danske aktører. FilmLab:Palestine skal være en platform for den lokale filmkultur og filmindustri. Det Danske Filminstitut og Aarhus Filmværksted har bidraget med strategisk viden og konkrete erfaringer. Det bliver spændende at følge.

Mange danske kulturinstitutioner har i år været optaget af at synliggøre og begrunde den værdi, vi bidrager med til fællesskabet. Det er jo skatteborgernes penge, vi på gode dage omsætter til berigende og anfægtende oplevelser. Denne opmærksomhed skyldes også globale politiske tendenser og begivenheder som Brexit og Trumps sejr, der overraskede de fleste – uanset politisk observans – og giver anledning til refleksion og selvransagelse. Man kunne for eksempel med god ret spørge, om den politiske og kulturelle elite har været blinde og døve over for en tilstand, hvor mange mennesker frygter for fremtiden, savner fællesskaber og rent ud sagt føler sig oversete.

Også på Filminstituttet er vi optaget af så vidt muligt at synliggøre den kulturelle værdi og betydning, som dansk film har for samfundet og den enkelte borger. Film er i sit dna en folkelig kunstform med et stort potentiale til at berøre, engagere og udfordre sit publikum, gøre os klogere på os selv og verden og bidrage til den demokratiske samtale. Den betydning vil vi gøre os endnu mere umage med at pege på.

I en status på filmåret er der derfor meget at være fornøjet over, også selv om vi gerne havde set et større billetsalg til dansk film. Jeg kan fremhæve de mange dokumentarfilm, der endnu engang har åbnet vores øjne for smerten, modet og håbet hos mennesker i alverdens brændpunkter. Vi kan glæde os over vildskaben og iderigdommen blandt de mange talenter og miljøer, der blomstrer op omkring computerspil. Og vi kunne have beskrevet svimlende oplevelser med Virtual Reality – teknologien, der har haft et langt tilløb, men som nu endelig ser ud til at slå igennem. Man kan nævne, at film-, tv- og spilbranchen ifølge en rapport fra Producentforeningen omsatte for 4,5 mia. kr. i 2015. Og så har det næppe undgået nogens opmærksomhed, at diskussionen og ønsket om en mere rimelig kønsbalance i dansk film har fyldt i 2016. Her er vi nu blevet meget klogere og er klar til at rykke på konkrete initiativer i samarbejde med branchen.

Jeg kunne blive ved, men træet henter ikke sig selv. Jeg vil alligevel slutte med en lille juleflikflak og stor tak til alle, der bidrog til filmåret i 2016, ikke mindst publikum.