Trailer til En kongelig affære

TRAILER. Nikolaj Arcels store filmdrama om Struensee, Caroline Mathilde og Chr. VII er udtaget til hovedkonkurrence på Berlin Filmfestivalen og får dansk premiere den 29. marts.

Nikolaj Arcels historiske drama tager udgangspunkt i det pikante og risikable trekantsdrama mellem den tiltagende sindssyge Christian VII, hans tyske livlæge oplysningsmanden og idealisten Struensee og den unge, men stærke, engelskfødte dronning Caroline Mathilde. Det er en gribende fortælling om et passioneret og forbudt kærlighedsforhold, som forandrede en hel nation – et drama om modige idealister, der kæmpede for frihed til det danske folk og risikerede alt. 

I rollen som Johann Struensee er Mads Mikkelsen tilbage i en dansk filmproduktion. Over for ham spiller den smukke, svenske skuespiller Alicia Vikander rollen som Caroline Mathilde, der i bekendtskabet med Struensee vokser fra ung, sårbar jomfru til en moden, samfundsbevidst kvinde. Filmens tredje store rolle som Christian VII. med det flakkende sind og det viltre temperament indtages af det unge talent Mikkel Boe Følsgaard, fjerde-års-studerende på Statens Teaterskole.

Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Rasmus Heisterberg. Louise Vesth, Sisse Graum Jørgensen og Meta Louise Foldager har produceret for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. 

"En kongelig affære" er inviteret til at deltage i Berlin Filmfestivalens hovedkonkurrence, hvor den får verdenspremiere torsdag den 16. februar. Der er dansk biografpremiere den 29. marts.

Trailer