Tre bud på dansk Oscar-kandidat

OSCAR 2020. Tre danske film er tirsdag blevet udpeget som mulige bud på Danmarks kandidat til Oscar-uddelingen i kategorien for bedste internationale spillefilm. De tre film er 'Dronningen' af May el-Toukhy, 'Før frosten' af Michael Noer og 'Ser du månen, Daniel' af Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen.

Den danske Oscar-komité med repræsentanter fra filmbranchen og Filminstituttet har nu udpeget de tre film, der har chancen for at blive Danmarks kandidat i det videre kapløb om en nominering i kategorien International Feature Film (tidligere Foreign Language Film) ved den kommende Oscarfest.

Anden runde, hvor komitéen foretager deres endelige valg, finder sted tirsdag den 24. september.

De tre film udpeget til shortlisten er 'Dronningen' af May el-Toukhy, 'Før frosten' af Michael Noer og 'Ser du månen, Daniel' af Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen.

Claus Ladegaard, direktør for Filminstituttet og formand for komitéen, siger om valget:

"Her i første runde har vi valgt tre film, som vi mener har oplagte kvaliteter i Oscar-sammenhæng. De tre film er stærke og velfortalte historier, der på hver deres måde sætter et spejl op for os, som prikker til os, underholder, og får os til at tænke. Det er glædeligt, at vi kan vælge tre kandidater, der på så fornem vis understreger, hvor bredt dansk film favner." 

Om de tre film

'Dronningen' vandt publikumsprisen ved verdenspremieren på den prominente festival i Sundance. Göteborg Filmfestivalen kvitterede med tre priser, blandt andet til Trine Dyrholm, der har høstet stor anerkendelse for sin modige fremstilling af advokaten Anne, som indleder en affære med sin 17-årige stedsøn. Herhjemme fik filmen en overvældende modtagelse ved premieren 28. marts og blev udråbt af flere anmeldere som et hovedværk i dansk film. 332.000 har nu indløst biografbillet. Manuskriptet er skrevet af Maren Louise Käehne i samarbejde med May el-Toukhy. Producere er Caroline Blanco og René Ezra for Nordisk Film

'Før frosten' blev varmt modtaget ved verdenspremieren på Toronto Filmfestival i 2018. Især blev Jesper Christensens præstation som den aldrende bonde Jens i 1850'ernes Danmark fremhævet som en sand tour de force. Festivalerne i Chicago og Tokyo kvitterede siden med priser til både Christensen og instruktør Michael Noer, der har skabt sig et internationalt renomme med filmen 'Papillon'. Også de danske anmeldere var begejstrede, og siden premieren 10. januar har 209.000 publikummere købt billet. Noer har skrevet manuskriptet med Jesper Fink, og filmen er produceret af Matilda Appelin, René Ezra og Tomas Radoor for Nordisk Film. 

'Ser du månen, Daniel' er en filmatisering af Puk Damsgårds roman om den danske fotograf Daniel Rye, der sad som gidsel hos Islamisk Stat i 398 dage sammen med flere andre udlændinge, blandt andet den amerikanske journalist James Foley. Niels Arden Oplev, der har stået bag flere amerikanske film og tv-serier, har instrueret med Anders W. Berthelsen, som også medvirker ved siden af Esben Smed i titelrollen. Manuskript er skrevet af Anders Thomas Jensen, der stod bag Susanne Biers Oscarvinder 'Hævnen'. Morten Kaufmann og Signe Leick Jensen fra Toolbox Film har produceret filmen, der åbner Biografklub Danmarks nye sæson med premiere den 29. august.

Alle tre film er produceret med støtte fra Filminstituttet.

Den danske Oscar-komité

Komitéen består, ud over formand Claus Ladegaard, af Tivi Magnusson fra Producentforeningen, Anders Refn fra Danske Filminstruktører, Jan Weincke fra Dansk Filmfotograf Forbund, Nanna Frank Rasmussen fra Danske Filmkritikere, Mette Schramm fra Danske Biografer og Filminstituttets afdelingschef for Fiktion, Marianne Moritzen.

Medlemmerne mødes igen tirsdag den 24. september for at afgøre, hvilken film der skal være Danmarks endelige Oscar-kandidat. Resultatet offentliggøres samme dag sidst på eftermiddagen.

Regler og datoer for Oscar-kapløbet

Hvert land kan indstille netop én film til nominering i kategorien International Feature Film, der tidligere hed Foreign Language Film. Sidste år lå det samlede antal indstillede film på 87.

Akademiets regler kræver, at filmen har haft national biografpremiere i perioden fra 1. oktober 2018 til 30. september 2019, at den er produceret uden for USA, og at den har et andet sprog end engelsk som det væsentligste dialogsprog.

Fra 1. oktober vurderes de indstillede film af the Academy of Motion Picture Arts and Sciences' International Feature Film-komité, der skal vælge syv film til en shortlist. En eksekutiv komité tilføjer yderligere tre film for at sikre, at der ikke er iøjnefaldende udeladelser på shortlisten, som derefter består af ti film.

Kontakt

Lizette Gram Mygind
Festivalkonsulent, spillefilm
Tlf. +45 2482 3758
lizetteg@dfi.dk

Kort før jul offentliggøres listen med de ti film. Den præcise dato for dette er ikke officiel. To komitéer, en på USA's østkyst og en på vestkysten, ser filmene og vælger de fem titler, som skal Oscar-nomineres. 

De fem nomineringer offentliggøres mandag den 13. januar. Det 92. Academy Awards Show finder sted søndag den 9. februar. 


Ti år med danske Oscar-indstillinger til Foreign Language (nu International Feature Film)
/ efter året for prisuddelingen

2019 Den skyldige / Gustav Möller / Oscar-shortlistet
2018 Du forsvinder / Peter Schønau Fog
2017 Under sandet / Martin Zandvliet / Oscar-nomineret
2016 Krigen / Tobias Lindholm / Oscar-nomineret 
2015 Sorg og glæde / Nils Malmros 
2014 Jagten / Thomas Vinterberg / Oscar-nomineret 
2013 En kongelig affære / Nikolaj Arcel / Oscar-nomineret 
2012 Superclásico / Ole Christian Madsen / Oscar-shortlistet 
2011 Hævnen / Susanne Bier / Oscar-vinder 
2010 Frygtelig lykkelig / Henrik Ruben Genz

Danmark har igennem de seneste årtier markeret sig ved Oscar-uddelingen, ikke bare med spillefilm, men også med kortfilm og dokumentarfilm. Se Filminstituttets Oscar-oversigt.