Tv-premiere på Amys vilje

TV PREMIERE. Den etiopiske pige Amy blev bortadopteret til Danmark som 10-årig. I Katrine W. Kjærs dokumentar 'Amys vilje' følger vi Amy, da hun som teenager beslutter aktivt at gå imod de danske myndigheder og vende tilbage til sin biologiske familie. Se filmen på TV 2 torsdag den 24. januar kl. 20.00.

Da Amy var 10 år gammel blev hun og hendes lillesøster bortadopteret til Danmark og efterlod deres mor og storesøster i Etiopien. Amy har dog aldrig fundet sig til rette i sin nye danske familie. Hun er ramt af sorg efter tabet af sin biologiske familie, og hun ønsker sin adoption ophævet. 

Filmen skildrer de personlige konsekvenser af systematisk svigt i det internationale adoptionssystem, set gennem Amys personlige jagt på retfærdighed og sin tabte identitet – fra hun er 13 til hun er 18 år. Vi følger Amys kamp imod de danske og etiopiske myndigheder, og er med, når hun beslutter sig for at flygte til Etiopien for at blive genforenet med sin familie i Addis Ababa.

'Amys vilje' er instrueret af Katrine W. Kjær, der bl.a. også står bag dokumentarfilmen 'Mercy Mercy - Adoptionens pris' fra 2012 om Masho – en anden pige fra selvsamme børnehjem som Amy – der også kom i klemme i adoptionssystemet. Filmen er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut.

'Amys vilje' har premiere på TV 2 torsdag den 24. januar 2019 kl. 20.00. Genudsendes søndag den 27. januar kl. 13.20.