Tv-premiere på Mænd der hader kvinder

DR1 og DR HD viser skærtorsdag sidste års store publikumssucces "Mænd der hader kvinder".

Niels Arden Oplevs "Mænd der hader kvinder" har taget store dele af verden med storm. Filmen, der næsten solgte en million billetter i danske biografer og ca. 8 millioner på verdensplan, kan nu opleves hjemme i stuerne.

Både anmeldere og publikum tog rigtigt godt imod filmatiseringen af det første bind i Stieg Larssons Milleniumtrilogi, hvor Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist, spillet af Noomi Rapace og Michael Nyqvist, efterforsker en makaber mordsag og en families mørke hemmeligheder.

Anmeldelser

Politiken 5/6 "...en filmatisering, der satser hele butikken og af samme grund nok vinder det halve kongerige." - Kim Skotte

Berlingske Tidende 5/6 "Alt i alt er konklusionen, at »Mænd der hader kvinder« er (endnu) bedre end bogen. Glæd dig bare." - Ann Lind Andersen

Jyllands-Posten 5/6 "...tilskueren er godt underholdt i samtlige filmens 152 minutter, der tager os fra Stockholm til den svenske udørk, fra rendyrket ”feel good” til knugende ubehagelige overgrebsscener. ”Mænd der hader kvinder” har det hele - og lidt til." - Sophie Engberg Sonne

Information "...en letløbende og ofte veliscenesat spændingsfilm, der indimellem oven i købet er spændende. Men det går også lidt for nemt med opklaringsarbejdet, og den indeholder som sagt ikke meget af det kønspolitiske og samfundsmæssige engagement, der gjorde bøgerne til noget specielt..." - Christian Monggaard Christensen

Ekstra Bladet 4/6 "Stor kunst er det ikke, men en gedigen, veldrejet og velspillet spændingsfilm." - Henrik Queitsch

B.T. 6/6 "Oplev har skåret alt det løse kød væk fra fortællingen. Tilbage står essensen af det medrivende plot, som er mikset af gammelt nid, skeletter i skabene – og forbrydelse uden straf." - Birgitte Grue

Kilde: www.scope.dk

Tv-serien

De to sidste bind i serien var som udgangspunkt planlagt som tv-serie i fire afsnit, men pga. publikums store interesse for den første film, blev planerne ændret, så de også kunne vises i biografen. De tre film er siden klippet til en udvidet tv-serie i seks afsnit.

I både Sverige og Frankrig har der været premiere på tv-serie-versionen, hvor den begge steder har trukket folk til skærmen. I Sverige fulgte 1,5 millioner med i første afsnit og i Frankrig så 1,2 millioner med. DR viser den originale spillefilmsversion.

Dansk kreativitet

På trods af at filmene har svenske Yellow Bird som hovedproducent, har der været kreative danske kræfter i flere nøglefunktioner. Udover instruktør Niels Arden Oplev kan man på credit-listen også finde Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg, der sammen har skrevet manuskript, fotograf Eric Kress, klipper Anne Østerud, production-designer Niels Sejer og komponist Jacob Groth.

Tid: Torsdag den 1. april, kl. 21.15
Kanal: DR 1 og DR HD