Tv-premiere på R

PÅ TV. Tobias Lindholm og Michael Noers prisbelønnede fængselsdrama "R" får tv-premiere onsdag kl. 22.45 på TV 2.

Hvis du ikke allerede har set "R", så sæt kryds i tv-kalenderen onsdag aften. Filmen vakte jubel hos de danske anmeldere og modtog i 2011 blandt andet Robert-statuetter for Bedste film og Bedste instruktører, Bodil for Bedste danske film, Nordisk Film Prisen, Carl Th. Dreyer-prisen og to hovedpriser på Göteborg International Film Festival.

"R" er skrevet og instrueret af Tobias Lindholm og Michael Noer, og filmen udstak en ny retning for de to, der havde en baggrund som henholdsvis manuskriptforfatter og dokumentarinstruktør. I dag, to år efter premieren på "R", er Tobias Lindholm aktuel med "Kapringen", som får verdenspremiere på Venedig Biennalen sidst i august, og Michael Noer er ved at færdiggøre dramaet "Nordvest", som får premiere i 2013.

I "R" ankommer hovedpersonen R til Horsens Statsfængsel, hvor hans plan er at holde sig for sig selv og væk fra problemer. Men fængslet er fyldt med regler, æresbegreber, skjulte dagsordner og overenskomster, som han skal navigere i, og R bliver hurtigt involveret i et spil med konsekvenser, han ikke kan overskue.

Rene Ezra og Tomas Radoor har produceret "R" for Nordisk Film med støtte fra New Danish Screen.

Tid: Onsdag den 15. august kl. 22.45
Kanal: TV 2