Den 34-årige spillefilmdebuterende instruktør besluttede allerede som ung at satse på en karriere som filminstruktør. Da Rúnar Rúnarsson var 17 år, lavede han sammen med en ven kortfilmen Toilet Kultur, der i én enkelt indstilling fortæller absurde beretninger fra dybet af en offentlig toiletkumme. Filmen kom med på festivalen Nordisk Panorama, og så var gnisten tændt i den unge islænding, som søgte optagelse på Den Danske Filmskole.
Skæbnesvangre overgangsfaser
Den kortfilm, som fik Rúnarsson ind på Filmskolen, hed "The Last Farm" (2004) og handler om en 83-årig islandsk bondemand, hvis kone dør, få dage før de havde planlagt at forlade gården for at komme på plejehjem. Ude af stand til at forholde sig til realiteterne og tabet af sin kone holder han hendes død hemmelig. "The Last Farm" blev Oscar-nomineret og slog den særlige tone an, der siden er blevet et af Rúnarssons stærkeste kendetegn, nemlig evnen til at skildre de sårbare skilleveje, vi står over for i livet.
De skæbnesvangre overgangsfaser går igen i Rúnarssons to prisbelønnede filmskolefilm, "2 Birds" ("Smáfuglar", 2008) og afgangsfilmen "Anna" (2009), der på hver sin måde tematiserer barn- og ungdommens nødvendige, men barske uskyldstab. "2 Birds" blev nomineret til et hav af priser, blandt andet den Gyldne Palme for bedste kortfilm i Cannes i 2008.
En pensionsmoden pedel
"Volcano" udspiller sig i Island, og i lighed med "The Last Farm" handler filmen om en ældre mand, Hannes, der efter at have arbejdet som pedel på en folkeskole hele sit liv, nu står over for en pensionstilværelse, der ikke just bekommer ham. Men hvad får en ung instruktør til, i sin første spillefilm, at kaste sig over noget så filmisk utraditionelt som en pensionsmoden pedel?
"For mig at se er der tematisk ikke så stor afstand mellem mine kortfilm og 'Volcano'. På hver sin måde handler de alle om skilleveje, og det er noget af det, der interesserer mig allermest – hvordan vi mennesker formår at overkomme overgangen fra én livssituation til en anden. Det kan være fra barndom til ungdom, fra ung til voksen eller, som her, i livets sidste fase, hvor man har været defineret af sit arbejde det meste af sit liv og nu pludselig skal til at indordne sig på nogle helt andre præmisser," siger Rúnarsson.
" 'Volcano' er en kærlighedsfilm med nogle problematikker, de fleste kan nikke genkendende til. I alle mine karakterer – om det er en gammel mand eller en ung pige – kan jeg identificere træk fra mig selv."
I "Volcano" er det ikke alene den gryende pensionisttilværelse, der rusker op i Hannes' liv. En uventet hændelse tvinger ham til at træde i karakter, selvom ingen i hans nære omgivelser har den store tillid til ham.
Undertrykte følelser
Hvad er det for et billede af maskulinitet, du gerne vil skildre med Hannes?
"På mange måder repræsenterer Hannes jo et fortidigt mandebillede, som i dag virker helt arkaisk. Hannes er fra en tid, hvor den bløde mand ikke fandtes, og det skaber konflikter i forhold til den generation, som hans søn og datter tilhører."
Denne generationskløft kommer blandt andet til udtryk i Hannes' manglende evne til at vise følelser, når der er andre til stede, hvorfor han umiddelbart kommer til at virke som en lidt kold og hård mand.
"Dér adskiller han sig jo fra, hvad vi er vant til i dag. Vi lever i en tid, hvor kærlighedstilkendegivelser helst skal have et så stort publikum som muligt. Vi erfarer jo hurtigt i filmen, at Hannes er alt andet end følelsesmæssigt afstumpet, han bryder sig bare ikke om at dele sin private kærlighed med andre," siger Rúnarsson.
"Generationskløften giver anledning til en masse forståelseskonflikter mellem børn og forældre. Hannes' søn er fraskilt og kan helt givet ikke forstå, at moren finder sig i den tone, Hannes lægger for dagen. Men de er jo rundet af så forskellige traditioner, at det er umuligt at sammenligne normerne – endsige fastsætte, hvad der er bedst."
At Rúnarsson har valgt sit hjemlige Island som location for "Volcano", er ikke tilfældigt. For titlens vulkan, som ikke sådan lader sig oversætte til en dansk sammenhæng, tjener både en helt konkret og en metaforisk rolle.
"'Volcano' udspiller sig i omegnen af en islandsk by, hvor der for 38 år siden var et vulkanudbrud så omfattende, at landsbyens beboere måtte fraflytte for at overleve. Hannes og hans familie var blandt dem, men de vendte aldrig tilbage, selv efter at faren var drevet over, hvilket har forlenet familien med en form for rodløshed," fortæller Rúnarsson. Også på det metaforiske plan kommer det vulkanske til udtryk som en ulmende følelseseksplosion under Hannes' hårde skal.
"Hannes' indre liv er formentlig kaotisk, fordi han slet ikke er opdraget til at være så meget i kontakt med det, som vi er i dag. Så da det hele ramler, bliver der sat gang i nogle undertrykte følelser, der ligger og bobler, og som han ikke kan finde et passende udtryk for. Og dét er voldsomt."
Artiklen er bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts magasin, FILM#72, maj 2011.