Ulla Hæstrup anbefaler

Filmkonsulent Ulla Hæstrup planlægger bl.a. at se Michael Graversens "Drømmen om Danmark" og Andreas Haaning Christiansens "Hugland" på CPH:DOX, der starter på torsdag.

Det er svært at blande bolsjerne helt rigtigt, for der er så mange spændende. Men jeg sætter stort kryds ved:

Brødre

Der bliver gjort mange forsøg på at følge børn og unge gennem årrækker, og det kræver et stærkt greb for at blive interessant, men filmen her står som dokumentarfilmens svar på "Boyhood" – så den skal ses!

CodeGirl

Den seje Lesley Chilcott viser os seje unge kvinder, der sætter ud for at revolutionere tech-verden, som uomtvisteligt er domineret af mænd. Det handler om vores galopperende nutid, og jeg håber at blive klogere på alle planer.

Hugland

Lars H.U.G. er jeg stadigvæk nysgerrig på, så filmen om en cool kunstner, mand og myte, der udgiver sit første soloalbum i over 20 år, glæder jeg mig til at se.

Og så skal jeg selvfølgelig være med når

Drømmen om Danmark

har premiere i Absalon torsdag den 5. november kl 21.30

Instruktøren Michael Graversen har fulgt drengen Wasi igennem flere år. Filmen sætter et personligt ansigt på en af de uledsagede unge flygtninge, der hvert år forsvinder sporløst fra landets asylcentre. Wasi går under jorden som 18-årig – hvor bliver hans ungdomsliv af, hvilke drømme kan man have, når selve livet sættes under pres? Det er en vigtig historie, der står stærkt i ens bevidsthed bagefter, og som jo er frygtelig aktuel.
Tags: CPHDOX 2015