Jeg startede min karriere med at lave film om gamle menneske, fordi jeg var og er fascineret af deres evne til at holde sig fri af de midaldrendes overdrevne hang til en primitiv funktionalitet, som med samfundet i ryggen på brutaleste vis prøver at lægge livet i håndjern.
Hos gamle mennesker mødte mit unge jeg en evne og et mod til at favne de elementer af livet, som ikke umiddelbart havde en forståelig funktion, men som til gengæld fylder vores hjerter med liv. Som den gamle skuespiller i Montecatini, jeg fra mit vindue hver morgen så komme ulasteligt klædt ud af sin gadedør og smilende gå den korte tur ned på hjørnet for at drikke kaffe på stamcafeen og på fornemste vis hilse på sit forbipasserende publikum for tre akters tid senere at gå den lange vej tilbage til sin gadedør, tage kostumet af og nyde freden efter tæppefald i den store seng, som konen ikke længere deler med ham, fordi hun er taget på turné hinsides.
Den gamle skuespiller i Toscana var og er en af mine helte ligesom Jenny i Bovbjerg fra min første iscenesatte dokumentariske film af samme navn og Fru Beck på Fanø fra "Før gæsterne kommer" og Dagmar i Karen Lykkehus' skikkelse fra min første gængse spillefilm "Næste stop-Paradis" eller "Englenes by", som jeg selv ville have kaldt den.
Alle mine helte bliver stædigt ved med et langt livs gøremål, som med årene er blevet til ritualer for dem, til levende erindringer ligesom al god kunst er, rituelle gentagelser uden anden funktionalitet end glæden og smerten ved det liv, som fandt sit endelige udtryk i netop den form, og som snart er en drøm.
Nu er jeg selv en gammel mand og skal i den sidste del af min karriere forsøge at leve op til mine helte. Af dem har jeg lært en af kunstens eneste formulérbare regler, nemlig at turde gå sine egne, uforklarlige veje uden at lade sig forvirre af alle de dyrt designede vejskilte de livsfjerne funktionalister stiller op for at lede os ind på de kedelige hovedveje, hvor alt liv bliver obduceret, før liget, sminket tilbage til livet, får lov at lade sig føde.
Med Jenny ved min side glæder jeg mig til at kæmpe for et filmisk udtryk, som ikke er defineret af tøsedrengene der flokkes i succesens fladtrykte fodspor. Styrket af Fru Bech vil jeg kæmpe for en fortælling, som tør lytte til sit eget forvirrede hjerte i stedet for at lade sig vildlede af de kulturelle bedemænd, som til enhver tid kan plotlægge et skæbneforløb, fordi de specialiserer sig i arbejdet med underholdende lig. Det at blive gammel er lidt som at blive til en film.
Fortid, nutid og fremtid river sig løs af den årelange, kunstige adskillelse og får igen lov til at løbe sammen til én sø, der frit kan spejle det liv vi tør vise frem. Og i erindringens lys, som er oldingens natlampe, er ingen løgn for grov til at tjene sandheden.
Danske Filminstruktørers blad take: 55, Alt er bedre end plejehjemmet handler om, hvordan det er at være blevet instruktør +60.
Take udgives fire gange om året og redigeres af Søren Kragh-Jacobsen, Klaus Kjeldsen og Martin Strange-Hansen (ansv.).
Læs hele take: 55 på Danske Filminstruktørers hjemmeside.
