Underverden med flot premiereweekend

BIOTAL. Biografåret 2017 er skudt godt i gang for dansk film. Fenar Ahmads anden spillefilm "Underverden" åbnede stærkt i weekenden, og Ole Bornedals komedie "Dræberne fra Nibe" fortsatte for anden weekend med at trække et solidt publikum i biografen.

Fenar Ahmads spillefilm nr. to, "Underverden", der er blevet mødt med rosende ord og fem- og seks-stjernede anmeldelser fra de fleste af landets anmeldere, bliver også godt modtaget af publikum. 40.371 har været i biografen for at se filmen i dens første weekend.

Ahmad har gennem flere år lavet film på Filmværkstedet og er uddannet fra den alternative filmskole Super16, inden han modtog støtte til sin første spillefilm "Ækte Vare" gennem Filminstituttets talentordning New Danish Screen. Filmen blev lavet for et beløb på godt seks millioner kr. og fik premiere i forsommeren 2014.

Allerede to og et halvt år efter er Ahmad aktuel med en ny spillefilm, støttet af Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Åke Sangren, der ikke er i tvivl om, hvad instruktøren kan:

"Det er imponerende, at se den udvikling Fenar Ahmad er gået gennem. Han har visionerne for sine film. Han ved, hvad han vil fortælle, og han har energien. For et meget begrænset beløb på 12 millioner kr. er det er lykkedes ham, det unge produktionsselskab Profile Pictures og deres hold at lave en film, der ser ud, som var den lavet for det dobbelte, og i en grad så den fuldstændig har overbevist både anmeldere og publikum."

Interview med Fenar Ahmad

Interview med producer Jacob Jarek

Fenar Ahmad og Adam August har skrevet manuskriptet, Kasper Tuxen er fotograf, Kasper Leick klipper, og Peter Albrechtsen står for lyddesign, mens musikken produceres af Jens Ole McCoy fra hiphop-duoen Ukendt Kunstner. Jacob Jarek producerer for Profile Pictures. Filmen er støttet af Filminstituttet og DR, og Scanbox Entertainment står for dansk biografdistribution.

Ole Bornedals komedie "Dræberne fra Nibe" stod i filmens første uge for 40 % af publikummet i landets biografer og er blot ti dage efter premieren set af 145.000.