Kan de såkaldte 'digitalt indfødte' være dataetiske? Det vil sige: Er de optagede af at beskytte sig selv og hinanden online?
Sådan lød det overordnede spørgsmål, da Claus Hjorth, sekretariatschef for Medierådet og chef for Filminstituttets børn & unge-afdeling, i sidste uge holdt oplæg om børn og unges forhold til dataetik på et gå-hjem-møde hos Ingeniørforeningen IDA i anledning af den europæiske cybersikkerheds-måned.
Claus Hjorth, sekretariatschef for Medierådet og chef for Filminstituttets børn & unge-afdeling
Emnet vakte stor interesse hos de fremmødte jurister, it-ansvarlige, organisations- og virksomhedsrepræsentanter. En af mødets arrangører, formanden for Rådet for Digital Sikkerhed, Henning Mortensen, indledte med at tale for større etisk ansvarlighed og omtanke blandt virksomheder og myndigheder, der indsamler og benytter sig af data.
Samme grundtone gik igen i Hjorths oplæg, der konkluderede, at: Ja, de unge vil faktisk gerne være dataansvarlige, men det ikke er ensbetydende med, at de føler, at de reelt kan beskytte sig selv online. Han frygter, at den manglende tillid til de såkaldte datahøstere fører til resignation blandt ungdommen:
"Det er helt uoverskueligt for de unge, hvor deres data ender og hvordan, de bliver brugt. Derfor trækker de sig tilbage og siger, at det må andre tage sig af. De bliver simpelthen hægtet af" konkluderer han.
De unge vil gerne
Før Claus Hjorth når så langt i sin analyse, tegner han på baggrund af en undersøgelse blandt mere end 3000 børn fra 4. og 7. klasse, som Medierådet har lavet i samarbejde med Børns Vilkår, et overblik over børnenes kendskab til begreber som cookies, algoritmer og brugerbetingelser.
Undersøgelsen viser, at 23 % i 4. klasse godt kan forklare idéen bag cookies. Det tal stiger til 53 %, hvilket må siges at være positivt, mener Hjorth. Lidt sværere er det at få greb om brugerbetingelser og algoritmer, hvor tallene ligger på henholdsvis 24 % og 13 % i 7. klasse.
Men selvom børnene ikke altid ved, hvad de enkelte begreber betyder, er de faktisk ret gode til at være dataetiske. De vil i hvert fald gerne, fortæller Hjorth og hiver som et eksempel et citat frem fra en 4. klasseselev, der sammenligner det at give samtykke ved billeddeling med at spørge om lov til at ae en fremmed persons hund på gaden.
"Børnenes udtalelser viser, at de har et følelsesnært forhold til dataetikdiskussion og en forståelse for de her begreber helt nede i 4. klasse", udleder Hjorth og peger på, at børnenes svar gennemsyres af en stærk retfærdighedssans for sig selv og hinanden.
Men selvom de gerne vil beskytte sig selv og hinanden, ved de ikke, hvad de skal gøre, hvis de for eksempel modtager et uønsket nøgenbillede eller video på deres telefon:
"De vil gerne gøre det rigtige, men de ved faktisk ikke, at de skal anmelde det. Der er rigtigt mange i analysen, der tror, at de bare skal slette billedet", siger Hjorth.
Sig ja eller meld dig ud
Overordnet er børn og unge dog gode til at opføre sig etisk forsvarligt online, men de nærer stor mistillid til, at myndighederne og især tech-giganterne gør det samme.
Det viser en rapport, som et research-center på London School of Economics har lavet, fortæller Hjorth:
"Deres undersøger viser, at der er et kæmpe gab mellem unges opfattelse af privatliv som etisk norm og deres oplevelse af og forståelse i forhold til virksomheders og myndighederes dataindsamling og -anvendelse. De unge kan simpelthen ikke gennemskue, hvad der sker med deres data. De ved ikke, om der bliver dannet et eller andet mærkeligt space på metaniveau, hvor ud fra de kan blive profileret", siger han.
I rapporten kan man læse, at de unge bliver frustrerede over de mange eufemismer, som de mener præger datasikkerhedsområdet. 'Privat' betyder for eksempel ikke rigtigt privat, føler de. For jo, man kan måske lukke sin profil, men der sidder jo nok nogen derude et eller andet sted og ved alt om én alligevel.
Og et begreb som samtykke er helt uforståeligt for de unge, fortæller Hjorth.
"For de unge er jo nærmest tvunget til at være med på de her tjenester, hvis de skal deltage i onlinelivet med skolen, venner og familien. Derfor siger de bare ja til de fyrre siders brugerbetingelser uden at læse, hvad der står. Det gør vi andre jo også i meget stor udstrækning. Man kan ikke sige nej, for man skal jo være med på de forskellige medier for overhovedet at deltage i samfundet", siger sekretariatschefen.
Fra ansvar til resignation
En del af problemet bunder grundlæggende i, at det dataetiske ansvar hviler for tungt på de unge og os alle som privatpersoner, påpeger Hjorth og skærper sin pointe med et eksempel fra debatten omkring samtykke.
"I spørgsmålet om samtykkeregler har der været meget debat om, hvor gammel man skal være for at afgive samtykke. Debatten har altså handlet om alder i stedet for om, hvilke forpligtelser vi vil stille over for de virksomheder, der tager vores data og bruger dem. Det er godt eksempel på, hvordan vi hele tiden personificerer de dataetiske spørgsmål i stedet for at tage stilling til dem som et samfundsmæssigt problem".
De ansvarlige bliver altså ikke rigtigt stillet til ansvar. Og det har de unge forstået, mener Claus Hjorth der runder oplægget af med at lufte en bekymring:
"Jeg kan godt frygte, at de unge tænker, at det bliver for meget. At de bare holder styr på deres egne profiler og deres eget og tænker, at alt det samfundsmæssige og det uigennemskuelige, det er der nogle andre, der må tage sig af. At det skaber grobund for digital resignation i forhold til de samfundsfaglige dataetiske spørgsmål".