Unge til filmen i Uganda

UDVIKLING. Det Danske Filminstitut står bag stort filmprogram for unge i Uganda, der skal inspirere en ny generation af afrikanere til at opleve, forstå og skabe film.

Det Danske Filminstitut står sammen med Center for Kultur og Udvikling, Den Danske Ambassade og The Maisha Foundation i Uganda bag et nyt 3-årigt kulturprogram, der skal være med til at samle især den unge del af Ugandas befolkning på tværs af regionale og politiske skel.

Youth & Film Uganda er overskriften for Filminstituttets satsning, der kombinerer mobile biografer, filmfestivaler, master classes for professionelle filmfolk, undervisning i praktisk filmproduktion samt udvikling og produktion af dokumentarfilm – alt sammen med fokus på unge mellem 13 og 19 år.

Fakta om Uganda

Halvdelen af Ugandas befolkning er under 15 år

Ugandiske kvinder får 6.69 børn i gennemsnit – næstflest i verden.

Forventet levealder i Uganda er 53 år. I Danmark er den 78 år.

Brutonationalproduktet pr. indbygger er $ 1,200. I Danmark er det $ 36,700.

Uganda har 1 biograf. Danmark har 163 biografer.

Danmark har en lang tradition for at producere film for unge og for at bruge film i undervisningen. Det er disse erfaringer, der fra 2011-13 vil blive sat i spil i Uganda – et land, hvor gennemsnitsalderen er 15 år – i samarbejde med bl.a. Station Next og CPH:DOX / DOX:LAB fra Danmark og Amakula Film Festival og Straight Talk Foundation i Uganda.

"Det er en stor udfordring at vise film og måske få sået frø til en filmkultur blandt unge i Uganda. Det er et samfund, hvor børn og unge traditionelt er opdraget til bare at adlyde forældre og lærere. At se film fra hele verden, at have egne meninger om film og at kunne fortælle sin egen historie på film er ikke hverdagskost i et land som Uganda, hvor der ellers er nok af historier at fortælle! Her er vi bl.a. meget glade for samarbejdet med Maisha Film Lab – hvis valgsprog er If we don’t tell our stories nobody else will," udtaler Charlotte Giese fra Det Danske Filminstitut.

"Youth & Film Uganda skal introducere film til børn, der ikke har haft chancen for at være børn. Ved  både at se og lave film skal projektet være med til at udvidede deres perspektiv på tilværelsen, så de bedre kan indgå i dialog med resten af verden," fortalte Miriam Odaka programchef ved Maisha Film Lab under et besøg i København i marts i år.

I 2011 bliver de to danske spillefilm "Drømmen" af Niels Arden Oplev og "Fighter" af Natasha Arthy vist for unge i Kampala og Gulu.

Læs mere

Center for Kultur og Udvikling: http://www.cku.dk/dccd/cku.nsf/images/kultbistand/$file/uganda201013.pdf.pdf

Pressemeddelelse fra Center for Kultur og Udvikling: http://www.dccd.dk/dccd/cku.nsf/images/pressrel/$file/pressemeddelelse+uganda+kulturprogram.pdf

Station Next: www.station-next.dk

CPH:DOX / DOX:LAB: http://www.cphdox.dk/doxlab/

The Maisha Foundation: http://www.maishafilmlab.org/