Væsnet i din lomme

Et kæledyr der hverken grisser, larmer eller bider i sofaen? Det danskproducerede iPhone-spil Pocket Creatures er netop udkommet.

Der er spil – faktisk en hel del – hvor man gør klogt i at skyde først og spørge bagefter. Og så er der spil, som befordrer en noget mere tilbagelænet og meditativ oplevelse, hvor spilleren selv kan definere sine mål. Københavnske Tactile Entertainments nye spil til iPhone, iPod Touch og iPad hører til sidstnævnte.

I "Pocket Creatures", som koster 18 kr. på Apples App Store, har spilleren et betydeligt ansvar som opdrager af et krammeblødt, tykpelset væsen. Væsnet kan udforske en magisk ø fuld af eksotisk flora og fauna i alle regnbuens farver, alt imens spilleren oplærer sin behårede skabning i hensigtsmæssig (eller for den sags skyld skurkagtig) adfærd. Både den behårede hovedpersons personlighed og muligheder i spillet afhænger af spillerens evner som forælder for det lille lommevæsen.

New Danish Screen - spilstøtte-ordningen

New Danish Screen - Spilstøtteordning blev oprettet som en del af Filmforliget for 2007-2010, for at støtte danske talenter inden for udvikling af computerspil til børn. New Danish Screen er etableret i et samarbejde mellem Danmarks Radio, TV 2 og Det Danske Filminstitut og har til huse hos Filminstituttet.

Efter to dage på Apples virtuelle butikshylder tegner brugernes reaktioner på det digitale kæledyr positivt. De fem anmeldelser, som er indløbet til dato, giver alle "Pocket Creatures" topkarakteren fem stjerner.

"Pocket Creatures" koster 18 kr. at downloade via Apples App Store. Spillet har modtaget 531.200 kr. i støtte fra New Danish Screens Spilordning og 100.000 euro fra MEDIA.