Vejen hen til skrivebordet

Det kan være svært for danske instruktører og manuskriptforfattere at finde hinanden. Den problematik dukkede op flere gange i løbet af Fiktionsdag 2010.  Heldigvis er der nye initiativer i gang, der tilbyder match making og mere fokus på manuskriptforfatternes rolle i samarbejderne. Eva Novrup fulgte brancheseminaret den 7. juni i Filmhuset, der havde ’Instruktøren’ som overordnet tema.

"Det vigtigste er det, der foregår på vej hen til skrivebordet", konstaterede Thomas Vinterberg under Fiktionsdagen 2010 om instruktøren. Her fortalte han og Tobias Lindholm i et panel med overskriften ’Hvordan mader instruktøren sin manuskriptforfatter?’ om samarbejdet med at skrive manuskriptet til "Submarino". Før der kan skrives et ord, skal man først lære hinanden at kende og kunne bakke hinanden op som venner. Man skal finde ud af, hvor man skal sidde. Hvad man skal spise. Hvordan man vil kunne sætte sig op hver dag.

Tobias Lindholm formulerede centrale ingredienser i samarbejdet med instruktøren som tryghed og respekt. Der skal etableres et venskab og en loyalitet, som gør, at man tør sige hvad som helst. Siden kan man konkret have forskellige metoder og arbejdsgange i samarbejdet, men uden den grundlæggende tillid, kommer man ingen steder.

FIKTION2010

Mandag den 7. juni stillede Filminstituttet i samarbejde med Danske Filminstruktører, Dramatikerforbundet og Producentforeningen skarpt på 'Instruktøren' ved en 12 timers inspirationsdag for filmbranchen.

Speed dating

Spørgsmålet om, hvordan man finder den tillid og den rigtige samarbejdspartner, fyldte meget i løbet af Fiktionsdagens forskellige diskussioner om instruktørens metier. Ikke mindst fra salen blev der budt ind med forslag til tiltag, som kan gøre det nemmere for folk at finde sammen i de rigtige konstellationer.

Én instruktør foreslog en speed dating service, så man får mulighed for at mødes og få en fornemmelse af, om man swinger. En producent foreslog en omfattende forfatterdatabase med udførlige cv’er og evt. konkrete arbejdsprøver, så man bliver opmærksom på andre end de velkendte navne og måske også ligefrem kan finde ud af, hvem der rent faktisk har tid. Flere forslog mere fokus på at lade forfatterne få penge til at udvikle egne projekter, så dansk film konstant kan have et væld af mulige historier i omløb.

Match making

I løbet af dagen fremgik det, at en række forskellige initiativer er i gang eller på vej for at forbedre instruktørerne og forfatternes muligheder for at få øjnene op for hinanden.

Filmværkstedet afholdt i foråret to såkaldte Match making-arrangementer, som gentages igen til efteråret. Her har instruktører og forfattere mulighed for at præsentere sig selv og pitche ideer. For instruktørerne er aldersgrænsen 30 år, mens forfatterne kan være i alle aldre.

Ifølge leder af Filmværkstedet Prami Larsen har arrangementerne allerede ført til flere samarbejder: "Det er altid sværere at få folks opmærksomhed, når man ikke har så mange kilometer i benene. Her får man mulighed for at præsentere sig selv og det, man lægger vægt på som menneske. Man får mulighed for at vise både sit professionelle og personlige engagement. Der går selvfølgelig tid, før man kan se, hvad der konkret vokser ud af møderne, men flere fandt sammen ved arrangementerne. Og det var ikke kun instruktører og forfattere, men også forfattere, som gerne ville have en anden skrivende person at sparre med."

Forfatterro

Projektredaktør Kim Leona fra New Danish Screen fortalte ved Fiktionsdagen, at der er planer om lignende arrangementer i talentudviklingsregi, og spillefilmkonsulent Steen Bille afslørede, at Filminstituttet regner med at videreføre en version af det populære tiltag Torsdagspitch til efteråret.

Torsdagspitch gav instruktører og forfattere mulighed for at møde op og præsentere en ide på et tidligt tidspunkt i et udviklingsforløb, som man efterfølgende kunne få 30.000 kroner i støtte til det videre arbejde med. Tanken er bl.a. at lade udviklingspengene gå til at få de rette samarbejdspartnere tilknyttet i de indledende faser af et projekt.

På uddannelsessiden og i branchen er der i øjeblikket nye tiltag, men her lader især manuskriptforfatterne til at være i søgelyset. Filmskolen lancerer til september en ny master class-uddannelse for seks forfattere, som i løbet af et år arbejder med at udvikle og skrive en spillefilm.

Og selskabet Miso Film har etableret FILMFORUM som et kreativt udviklingsforum for en række yngre manuskriptforfattere. Tanken er at give dem et halvt års arbejdsro til at udvikle et eget manuskript, mens de kan sparre og trække på hinandens erfaringer (LINK).

Ved Fiktionsdagen fortalte Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm, at de havde brugt otte måneder på at nå hen til skrivebordet, men vejen var selvfølgelig præget af mange samtaler om projektet undervejs. Som det fremgik af de mange andre paneler med instruktører som Per Fly, Christina Rosendahl og Nils Malmros findes der et hav af forskellige veje – og omveje - til at få skrevet en film, men de fleste foretrækker at være i både fagligt og socialt godt selskab på turen.