Velkommen til Dorte Høeg Brask

Torsdag den 25. februar sagde Filmbranchen og Det Danske Filminstitut farvel til konsulent for kort- og dokumentarfilm med særlig fokus på børn & unge, Miriam Nørgaard, og velkommen til hendes afløser, Dorte Høeg Brask. FILMupdate bringer her Dorte Høeg Brasks tale fra receptionen i Filmhuset.

Jeg er rigtigt stolt i dag over at stå her. Og jeg er meget glad.  

Det er ingen hemmelighed, at jeg er optaget af det samfund, vores børn vokser op i.

Det var jo slet ikke meningen, og jobbet er kommet lidt før tid. Jeg var begravet i barsel, i filmpolitiske vilkår og mine egne film.

Men det er en lille drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har altid tænkt, at skulle jeg være filmkonsulent en dag, så skulle det være for børnene. Jeg tror ikke, at jeg kender noget, der er mere vigtigt at kæmpe for: vedkommende, fantasifulde og kunstneriske filmfortællinger til børn og unge.

De mangler dem. Og de vil gerne have dem. Det passer ikke, at de hellere vil bruge tiden på nettet, på chat, Nintendo eller Wii. De vil gerne filmen. Når bare den vil dem. For de er kritiske og begavede læsere, der kræver kvalitet og mod fra jer og fra os.

Jeg er stolt over at få lov til at være børnenes filmadvokat i de kommende år. Jeg vil kæmpe for deres ret til at blive taget alvorligt. Og til at forsvinde ind i biografens mørke med poetiske og udfordrende kvalitetsfilm på lige fod med de voksne.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er optaget af det samfund, vores børn vokser op i. Men jeg er også optaget af børnelivet. Hvordan er det at være barn i dag?

Det gør indtryk på mig:

  • At hvert 3. barn i Danmark oplever en skilsmisse.
  • At hver 4. unge mellem 15 og 25 år ser op til dem, der er med i Paradise!

Det gør også indtryk på mig:

  • At 3000 børn vil miste deres mor eller far i år.
  • At langt de fleste børn, der ringer til den anonyme Børnetelefon, ringer fordi de er ensomme og savner en at tale med.

Og så gør det indtryk på mig:

  • At langt de fleste voksne mener at vide, hvad børn har brug for.

Det er ikke, fordi dansk børnefilm skal tage udgangspunkt i livets sociale vilkår. Men jeg er da optaget af dem, som vi nogle gange overser. Dem der hvisker og gemmer sig i krogene og ikke ligner os andre. Jeg synes, at vi har en forpligtelse til at nå derud, hvor kameraet ikke plejer at være. Hvor tiden kan føles uendelig lang. Og hvor det er lige så afgørende at høre til som at mærke smagen af det første kys.

Jeg træder jo ind i en af de fineste traditioner i dansk film, som allerede rummer stærke fortællinger for børn og unge. Alle mine helte findes i børnebøger, der senere blev til film.  Pippi, Buster, Otto er et Næsehorn, Nanna, Gummi-Tarzan og Ronja Røverdatter. Jeg tror, det er vigtigt at vise, hvordan børnene kan trumfe deres eget liv og finde en vej ud, når de voksne glemmer og forsvinder.

Miriam har sat sig vigtige spor. Hun har løftet dansk kortfilm som en af de få – og det er ikke let. Hun har givet den korte film et tiltrængt spark, så vi i dag kan se konturerne af nye filmskabere, men også filmsprog og fortællinger på mobilen og på nettet. Hun har været stædig og taget chancer og kæmpet for at få de to verdener til at mødes. Tv og filmens verden. Jeg tror, at du skal være stolt over alt det, du har udrettet.  

Jeg vil fortsætte dit arbejde for at give dansk børnefilm en værdig plads i sendefladerne på tv-stationerne.  Det forpligter at lave film til børn – de skal ses og bruges! Uden et publikum er det sgu lige meget.

Det bedste er jo, at børn ikke skelner mellem genrer og formater. Når bare historien er god og vedkommende, så vil de se filmen igen og igen ”¦ og igen.

Men hvis jeg skal pege – så synes jeg, at børnedokumentaren fortjener opmærksomhed. Især for de mindste. Børn vil gerne møde børn, der har det ligesom dem selv. Og det gør en forskel, når det er virkelige børn, der kan sætte ord på ens tanker. Lige så uforudsigelig og dramatisk virkeligheden kan være, lige så vigtigt er det, at filmen kan opløse ensomheden et øjeblik.

Jeg ved, at filmkonsulent ikke er noget, man er – men noget man bliver langsomt. Jeg er i lære nu, omgivet af søde og erfarne medarbejdere, som vil hjælpe alt det de kan, og dem er jeg glad for, i et hus, som jeg først nu kender etagerne på.

Jeg ved, at det bliver svært og spændende, men også at jeg vil gøre mit bedste for at finde balancen mellem at lytte og pege – mod nødvendigheden og poesien. Kritisk og nysgerrigt.

Indtil da glæder jeg mig til at åbne bunkerne og løfte børnefilmen af sted.

Dorte Høeg Brask / 25. februar 2010

Se også: Ny kort- og dokumentarfilmkonsulent