Først og fremmest vil jeg sige, at jeg er meget ydmyg overfor at skulle afløse Dola, hvis integritet, intellekt og engagement har været til inspiration. Dola, tak for dit kolossale arbejde so far og tak for dine råd på vej ind i jobbet.
Der skal nok have været nogen, der har korset sig ved at se sådan et tv dyr som mig blive lukket indenfor i Gothersgade – der er sikkert andre, der frygter konsekvensen af at lukke en af disciplene med bredskygget kunstnerhat fra Filmskolen ind i varmen.
Hvis I tænker sådan, vil jeg bare sige: GODT. Så har I fattet det, for jeg håber nemlig, at mine erfaringer med såvel primetime underholdning som kreativ dokumentar kan komme i spil i det job, jeg nu sættes ind i.
Til filmfolkene vil jeg sige: Jo, nu skal der ske noget mere med vores samarbejde med tv. Jeg vil efter bedste evne bruge min viden om broadcastvilkår, primetime dokumentar og formatudvikling til at skabe en bedre dialog og fælles forståelse med tv stationerne, så DFI kan være med til at lave værker af en standard, der kan samle Danmark foran skærmen; værker der kan bevæge og engagere.
Vi kan og skal blive bedre til at fortælle til det særlige oplevelsesrum, der er tv's. Jeg vil her slå et slag for, at film gerne må underholde. Det er lige så værdifuldt at grine, som at græde.
Vi skal heller ikke være bange for at forsimple for at fremme forståelsen af det komplicerede og huske at minde hinanden om, at det indviklede er ikke altid det udviklede – tværtimod vil jeg hævde, at det let oplevede ofte kan fremme forståelsen af det komplicerede. Tænk bare på Dalai Lama.
Til tv-folkene vil jeg sige: Vi er ikke sat i verden for at lave dyrere tv. Vi er ikke en tv-støtteordning. Vi er sat i verden for at lave filmkunst – for at muliggøre og skabe værker, der inspirerer og sætter nye standarder, der så igen kan udfordres. Det er i vores fælles interesse, at filmsproget udvikles, og at dette sker.
Når jeg ser på, hvor vi står i dag, vil jeg sige det sådan:
Dokumentarfilmen har oplevet en succes uden lige de seneste år, "Burma VJ", "Enemies of Happiness", "The Monastery" og flere andre rejser stadig verden rundt og vinder priser. Vi står med nye generationer af fortællere, der for alvor er ved at have manifesteret sig, der vises dokumentarfilm hver uge i tv, endda ind imellem på Primetime og CPH:DOX kører med klatten – hér gider folk i det mindste godt at se dokumentar i biffen. Så der er da ingen krise i dansk dokumentar – eller hvad?
Her må jeg sige: Det er jeg sgu ikke så sikker på: Jeg ser et stort pres. Et pres, der er en væsentlig grund til, at jeg har søgt jobbet her, for jeg oplever faktisk, at dokumentarfilmen som kunstform er under angreb.
Det er blevet fy at tale om dokumentar som kunstart, fordi det lyder af noget ikke-kommunikerende og elitært. Det tror jeg, med udgangspunkt i egne og internationale erfaringer, ganske enkelt ikke på er sandt.
Vi kan og SKAL levere værker af høj kunstnerisk værdi til et bredt publikum. Men for at noget kan hævde en kunstnerisk værdi, må det også have kunstnerisk integritet og originalitet – altså noget nyt, der KUN kan komme fra den enkelte udøvendes kreativitet. Derfor tror også på den fundamentale vigtighed i at hævde kunstneres kreative rettigheder.
Der er andre pres: Vi som dokumentarister underlægges i dag journalistiske kriterier og dogmer, som ikke altid samarbejder med dokumentaristens tvivlende, subjektive og undersøgende metode. Vi står i dag i et klima, hvor vi skal diskutere, om I som instruktører har final cut – ikke kun på TV 2, men også på DR.
Men lad os også gribe i egen barm: Vi skal selvfølgelig hævde vores kunstneriske integritet, når den er under pres, men vi skal ikke bruge kunstneriske parader, når noget er slapt eller upræcist i vores fortælling.
Det er min opfattelse, at vi i dag er blevet så dygtige til at fortælle dramaturgisk velkonstruerede historier, at man i dag drøfter film, som om de har regler, der er universelle og sande, som om der er film, der formelt set er bedre end andre. Men kunsten er som virkeligheden organisk – den er i stadig bevægelse. Det skal vi turde, og det skal vi kunne favne.
Jeg vil gerne væk fra den golde dramaturgiske korrekthed og i stedet give plads til at tale om den enkelte films lovmæssigheder. Respekterer den enkelte film sit eget alfabet? Udfolder den sit motiv for publikum?
Jeg vil gerne ind i en diskussion, hvor vi bevæger os bort fra konsensus, det spekulative og de filmiske klichéer og sammen forholder os undersøgende. Ikke kun undersøgende i forhold til omverdenen – så vi ikke møder den fordomsfuldt med færdige meninger – men også undersøgende i forhold til det sprog, der beskriver den.
Jeg leder efter kunstnere, der har tvivl og motivkredse. Jeg leder efter film, der er værd at lave, fordi de er skabende og ikke blot genskabende. Film, der med enkle velvalgte greb formidler noget komplekst. Film der har høje æstetiske og netop filmiske ambitioner, hvor billedsproget IKKE er noget sekundært. Jeg vil gerne kommunikere og kommunikeres til i billeder.
Man kan altså tale om et begær efter de film, der modsvarer skønlitteraturens værker, men ligeså vigtigt er det, at vi bliver stadigt dygtigere og mere ambitiøse, når vi laver faglige værker.
Jeg vil gerne understøtte en udvikling af fagligheden i vores film. Jeg vil gerne støtte en udvikling væk fra det generalistiske. En udvikling hvor vi går i dialog med andre fagområder end de filmiske og journalistiske.
Lad os låne vores formidlingsværktøjer til dem, der ved noget om, det de taler om og har adgang! Lad os se nye bud på udviklingsprocesser, hvor instruktørens dygtighed samarbejder med geografens, biologen og antropologens for at skabe engagerende, kvalificerede og smukke formidlingsværker. Lad os også se nye bud på kreative samarbejdsformer og huske hinanden på, at den kreative proces i en vellykket dokumentarfilm altid har en unik konstruktion. Kreativitet i udviklingen skaber interessante værker.
Jeg vil ikke tale om temaer her, men hellere tage udgangspunkt i JERES kreativitet, når I udvikler, for vi ER velsignet med en masse talent i Danmark.
Jeg VIL imidlertid gerne tale lidt om det nationale og det internationale. Der er mange forslag herinde i huset, der handler om verden derude, og det er jo på sin vis naturligt nok i en globaliseret verden. Men det kunne nu være interessant at dokumentere de store udviklinger, der sker i Danmark netop nu for eftertiden.
Lad os skildre værdikampen og alle de kulturelle og økonomiske brudflader. Lad os, som TV 2 siger, spejle danskerne, men lad os også gøre mere, nemlig udfordre vores eget selvbillede. Når det er sagt, skal vi også som branche kæmpe for retten til at arbejde med udlandet, så vi ikke synker hen i navlebeskuende provinsialisme.
Jeg er meget ydmyg overfor at skulle se på jeres idéer og er pinligt bevidst om mine egne begrænsninger og manglende forudsætninger, når jeg tager stilling til jeres films kunstneriske kvaliteter.
Jeg håber alligevel, at vi kan udfordre hinanden med modige, gribende, smukke, underholdende og tankevækkende film. Også til primetime.
Tak.
Læs også Nyheder fra DFI den 4. maj 2009: Jesper Jack ny konsulent for Kort- og dokumentarfilm.