Vi skal have lyst til at være der

INTERVIEW. Livfuldhed og udforskning er nøgleord i Pernille Fischer Christensens arbejde med sin tredje spillefilm "En Familie", der deltog i hovedkonkurrencen på Berlin Film Festival. Liselotte Michelsen talte i den anledning med Pernille Fischer Christensen til magasinet FILM#68.

Life is what happens to you while you’re busy making other plans. Sådan lyder et citat af John Lennon, der kunne være tagline til den danske spillefilm "En Familie", som deltager i hovedkonkurrencen på Berlin Film Festival. Filmen er instrueret af Pernille Fischer Christensen, som i 2006 vandt både debutantprisen og en Sølvbjørn i Berlin med sin første spillefilm "En Soap".

"Vi gik til det som en undersøgelse - en lystbåret undersøgelse. Sådan arbejder jeg ofte. Jeg er ikke så resultatorienteret. Jeg synes, det spændende er at være i processen."

Nu vender Pernille Fisher Christensen stærkt tilbage med en fortælling, der er præget af sammen intimitet som ”En Soap” i sin udforskning af de følelsesmæssige bånd mellem mennesker. Hvor Pernille Fischer Christensen i ”En Soap” og sin anden spillefilm ”Dansen” (2008) fokuserede på to mennesker i en erotisk relation, er ”En Familie” et portræt af relationerne i en familie. I centrum af filmen står den thirtysomething Ditte og hendes far Rikard Rheinwald, der ejer det velrenommerede Rheinwalds Bageri, som har været i familien gennem tre generationer. Familiens identitet er i høj grad bygget op over slægtshistorien om den tyske oldefar, som kom til Danmark med en sæk korn, og bedstefar der fik forretningen til at vokse, indtil Rheinwald blev kongelig hofleverandør. Også den stolte og kvalitetsbevidste Rikard har gennem sit liv styret bageriet med kontant hånd, så forretningen fortsat blomstrer.

Vi dumper ind i familiens liv den dag Ditte, som ejer et galleri, får tilbud om et job i New York. Hun og kæresten er opløftede over den spændende mulighed, de gerne vil gribe – men snart spænder livet ben. Ditte bliver gravid, og det matcher ikke med et job med masser af rejsedage. Hun føler sig tvunget til at vælge mellem barn og karriere. Og så bliver Rikard alvorligt syg. Nu kommer ikke alene forholdet mellem ham og yndlingsdatteren Ditte på prøve. Også relationerne til Dittes tre søskende og Rikards nye kone Sanne får en tur i karrusellen, der rusker dem alle så grundigt igennem, at det efterlader dem som forandrede mennesker. Ligesom i ”En Soap” og ”Dansen” er identitet et centralt tema i ”En Familie”. Den viljestærke Rikard ønsker, at Ditte skal overtage hans position i bageriet og føre Rheinwald-branded videre.

Ditte, som elsker sin far og føler stor loyalitet overfor familieforetagendet, er dybt splittet. Der er langt mellem et galleri og bageri. Hvor hører hun hjemme? Hun er på en gang en voksen, selvstændig kvinde – og sin fars datter. Midt i hendes identitetskrise begynder forholdet til kæresten også at vakle. ”Hvem er du?” spørger hun ham hidsigt i en central scene, men spørgsmålet er en projektion, som peger tilbage på hende selv. Ditte er en moderne kvinde udsat for klassiske dilemmaer – og indplaceret i en moderne sammenbragt familie med små halvsøskende og en papmor, der ikke er meget ældre end hun selv. Med stor sans for detaljer tager Pernille Fischer Christensen hånd om sine biroller og tegner levende, nuancerede portrætter også af de øvrige familiemedlemmer. Det er mennesker med både sympatiske og usympatiske sider, mennesker som handler både klogt og uklogt – og som helt grundlæggende elsker hinanden. Netop kærligheden mellem dem, der fornemmes som en understrøm gennem hele filmen, gør, at fortællingen trods sine dystre momenter i høj grad også er livsbekræftende.

Mennesker- Ikke karakterer

Pernille Fischer Christensen fortæller, at noget af det, hun synes, er allermest interessant, netop er at udforske de overraskende skævheder ved personerne, fejlene og de løse ender. ”Det skal være mennesker, ikke karakterer. For mig er det uinteressant at arbejde med typer. Der er jo ingen mennesker, som ’går op’. Jeg kan godt lide at personerne virker tvetydige og kan tolkes på flere måder – at der ikke er noget facit. Det er meget vigtigt at give publikum mulighed for at digte med og have forskellige meninger og bud på, hvorfor personerne handler, som de gør. Vi lytter til, hvad de siger, og iagttager deres kropssprog og ansigtsudtryk.

Men hvor meget viser vi mennesker egentlig af, hvad der kører indvendig? Jeg synes, det er spændende at fokusere på de usagte ting, det, som ligger underneden eller viser sig i glimt og sprækker.” Intuition og lystbåret undersøgelse har været kodeord for Pernille Fischer Christensen gennem hele arbejdsprocessen med ”En Familie”. Filmen udsprang af nogle dagsbogsagtige tekster, Pernille Fischer skrev for en del år siden.

Filmen er ikke selvbiografisk, men den bygger på det personlige stof, hun genfandt i noterne. ”Jeg gik meget rodet til værks. Jeg dykkede ned i stoffet og prøvede at mærke, hvad der føltes interessant. Så kom manusforfatter Kim Fupz Aakesen med i processen, og vi skrev en række scener helt styret af, hvad vi selv havde lyst til at se. Vi ville lave en film, der er åben og kærlig og giver et kram. Omdrejningspunktet var følelsen: ’Vi skal have lyst til at være der’. Vi arbejdede længe med stoffet på den måde, uden plot og uden at tage beslutninger om, hvem der skulle være hovedperson og så videre. Vi gik til det som en undersøgelse - en lystbåret undersøgelse. Sådan arbejder jeg ofte. Jeg er ikke så resultatorienteret. Jeg synes, det spændende er at være i processen.”

Intuitiv søgen

Det intuitive og undersøgende har også præget Pernille Fischer Christensens arbejde med skuespillerne. Jesper Christensen (”Bænken”, ”Drabet”) og Lene Maria Christensen (”Frygtelig lykkelig”) spiller hovedrollerne som far og datter, flankeret af bl.a. Pilou Asbæk, Anne Louise Hassing og Line Kruse. Instruktøren og skuespillerne brugte lang tid før optagelserne på et prøveforløb, hvor de indkredsede personerne, skabte deres fortid og beskrev skelsættende oplevelser i deres liv. Mens spillerne i fællesskab improviserede over deres figurer, iagttog Pernille Fischer Christensen deres samspil og fornemmede, hvor de spændende historier og temaer lå, og – som hun udtrykker det - ”samlede det til en maggiterning, der kunne smeltes ned i manuskriptet”.

Det store forarbejde skabte en tryghed mellem skuespillere og instruktør, der gjorde det muligt at kaste sig ud det kontroltab, Pernille Fischer Christensens arbejdsmetoder kan indebære. ”Optagelserne er også præget af en vis grad af intuitiv søgen, men retningen bliver til stadighed mere og mere præcis. Spillerne improviserer ikke under optagelserne, og vi ved, hvad vi vil fortælle i de enkelte scener. Jeg optager så vidt muligt scenerne i kronologisk orden. I denne film var der en helt praktisk årsag, nemlig at Jesper Christensen for at illustrere Rikards fysiske deroute tabte 16 kg i løbet af de 6 optageuger. Men det kronologiske optageforløb giver mig også den fordel, at jeg kan lave omskrivninger af kommende scener under optagelserne. Jeg kan godt lide at blive ved at arbejde med manus og holde dørene åbne. De andre på holdet joker med, at mit motto er: ”Vi ser, hvad der sker.” Men sådan er det jo. Vi ved ikke, om det er regnvejr eller solskin under optagelserne i morgen. Hvis det regner, skal vi bruge rød og hvis solen skinner, skal vi bruge blå. Det må vi finde ud af, når vi står der.”

Documentarfeeling i scope

”En Familie” er fotograferet af svenske Jakob Ihre, der har baggrund som bl.a. dokumentarfilmfotograf. Pernille Fischer Christensen var betaget af hans kameraarbejde på den norske spillefilm ”Reprise” (2006) af Joachim Trier, hvor hun oplevede en billedmæssig intuition og skrøbelighed, hun gerne ville have i fortællingen om familien Rheinwald. Og så ser hun det som en stor kvalitet, at Jakob Ihre har arbejdet med dokumentargenren. ”Dokumentarfilmfotografer er gode til at være på og lytte. De er vimse, fleksible og forstår at gribe øjeblikket, og det er vigtigt, når man arbejder, som jeg gør. Jeg laver aldrig storyboard. I stedet bruger jeg lang tid på at snakke med fotografen, se film, få fælles referencer og diskutere, hvad vi kan lide.” ”En Familie” er på en gang naturalistisk og dokumentarinspireret i sit visuelle udtryk – og en velorkestreret spillefilm i det brede scope-format.

Det er første gang, at Pernille Fischer Christensen arbejder i scope. ”Vi valgte det brede format, fordi der skulle være plads til hele familien i billederne. Vi ønskede at forstærke følelsen af, at personerne er bundet sammen og ikke er adskilt. Helt konkret arbejdede vi f.eks. med, at når vi ser nogen i nærbillede, er de andre personer også i billedet, eller vi kan høre deres stemmer. Det er med til at skabe fornemmelsen af intensitet og intimitet i deres relationer.” Det har været centralt for Pernille Fischer Christensen, at filmens visuelle udtryk er præget af livfuldhed. Af samme grund valgte hun, at det skulle være en sommerfilm. ”Her er sol, varme, lys der flimrer og reflekteres og bevæger sig op og ned. Vi arbejdede med organiske materialer som ruskind, læder og stof med struktur. Vi har malet med den store palet og fremstiller København som en stor by med historie og Rheinwalds hus som en trygt og lunt sted, en familiehule. Det hele lever, alting ånder. Og det er med til at gøre ”En Familie” til en livsbekræftende historie.”

Manuskriptforfatter på to film i hovedkonkurrencen - Kim Fupz Aakeson

Pernille Fischer Christensen har skrevet manuskriptet til ”En Familie” sammen med Kim Fupz Aakeson, der er en af de mest produktive og efterspurgte danske manuskriptforfattere. Han kan glæde sig over, at se hele to film, han har forfattet, i hovedkonkurrencen på Berlin Film Festival i år. Udover ”En Familie” har han skrevet manuskript til den norske film ”En ganske snill mann” af Hans Petter Moland med Stellan Skarsgård i hovedrollen. Samarbejdet mellem Kim Fupz og Pernille Fischer Christensen er veletableret; de har også været fælles om at skrive manuskript til hendes to forrige spillefilm ”En Soap” og ”Dansen”.

Om deres samarbejde fortæller Kim Fupz: ”En stræben i hendes arbejde er at komme ind til benet. Hvis man regner med en hurtig badedag og en smuttet mandel, så er det ikke Pernille, man skal arbejde sammen med. Der er hele tiden et kritisk blik på stoffet og en ny undersøgelse af, om det kan gøres anderledes eller bedre ved at prøve noget andet. Det er befriende og interessant at arbejde sammen med hende – og hårdt på den gode måde, hvor man kommer til at yde noget, man ikke vidste, man havde i sig.” Kim Fupz har en baggrund som forfatter og tegner og er uddannet på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje. Han har skrevet manuskript til en række publikumssucceser og prisvindende spillefilm, bl.a. Susanne Biers ”Den Eneste Ene” (1999), Jesper W. Nielsens ”Okay” (2002), Anette K. Olesens ”Forbydelser” (2004), ”1:1” (2006) og ”Lille Soldat” (2008), Paprika Steens ”Lad de små børn...” (2004), Jakob Thuesens ”Anklaget” (2005) Ole Christian Madsens ”Prag” (2006).

Nyt producerteam i dansk film: Vinca Wiedemann og Sisse Graum Jørgensen

Bag ”En Familie” står de to erfarne producere Vinca Wiedemann og Sisse Graum Jørgensen. De har indgået et nyt samarbejde, hvor Sisse Graum Jørgensen står for det økonomiske og organisatoriske hovedansvar – fra filmens finansiering gennem selve produktionen og frem til lancering og salg af den færdige film. Vinca Wiedemann har det kreative hovedansvar, hvilket bl.a. indebærer at være i dialog med instruktøren omkring de kreative konsekvenser af tekniske, finansielle og organisatoriske valg. Hun er også instruktørens sparringspartner i forbindelse med bl.a. idéudvikling, manuskript og cast.

Vinca Wiedemann har tidligere arbejdet sammen med instruktør Pernille Fischer Christensen på hendes debutspillefilm ”En Soap”. Om deres samarbejde på ”En Familie” fortæller Pernille Fischer Christensen: ”Når Kim Fupz Aakesen og jeg skriver manuskript, starter vi i det, vi kalder ’Dummerummet’. Her arbejder vi intuitivt og lystbårent og undlader bevidst at tænke på dramaturgisk matematik. Her vil vi gerne være længst muligt. Men på et tidspunkt får vi selvfølgelig brug for plot og fortællestruktur og så videre. Vinca Wiedemann er vores læser udenfor ’Dummerummet’. Hun er redaktøren. Hun er med helt fra starten, hvor vi har samtaler om, hvorvidt der er substans i historien, og om den er spændende nok til, at vi kan holde ud at være i den i to år. Og efterhånden træder vendepunkter og struktur frem, og vi afprøver forskellige plotmuligheder, indtil filmfortællingen er på plads.”

Vinca Wiedemann har siden 1987 arbejdet som producer, manusforfatter og manuskriptkonsulent. 1999-2003 var hun spillefilmkonsulent på Det Danske Filminstitut. 2003-2007 var hun Artistic Director på the production scheme ”New Danish Screen” på Det Danske Filminstitut. Pt. arbejder hun som freelance development advisor og creative producer for en række produktionsselskaber i Danmark, Sverige og Norge. Sisse Graum Jørgensen startede i 1999 som producerassistent for Peter Aalbæk Jensen på Zentropa og gjorde herefter lynkarriere. I 2001 blev hun filmproducer i selskabet; siden da har hun produceret 15 spillefilm for Zentropa og modtaget både priser og anerkendende medieomtale for sit arbejde.