Viborg i animationens tegn

Viborg Animations Festival afholdes fra 30. september til 4. oktober med interaktiv animationskunst, animationsfilm og to konferencer.

Viborg summer af animationsaktiviteter fra onsdag den 30. september og ugen ud, når der er Viborg Animations Festival. Foruden filmvisninger og installationen "In Ten Thousand Years, Maybe" er der inviteret til to konferencer for fagfolk. Anibiz er en konference, der fokuserer på animation som et redskab for markedsføring og kommunikation, og Animated Learning drejer sin om animation i undervisningen.

Animated Learning

Skoler i Viborg Kommune har i flere år eksperimenteret med såkaldt Animated Learning. Det adskiller sig fra almindelig undervisning på den måde, at elevernes indlæring forsøges forbedret gennem produktion af animationsfilm, realfilm, kunst og computerspil. Skolernes eksperimenter viser, at når eleverne laver en animationsfilm om et emne, så husker de stoffet bedre, de bliver mere motiverede, og de bogligt svage kan også være med.

I foråret modtog Viborg Kommune 3,5 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal til at udbrede den produktionsorienterede læringstilgang ud til samtlige skoler i kommunen. Det projekt er nu i gang, og alle kommunens 28 skoler arbejder og eksperimenterer med animation i undervisningen.

Konferencen om Animated Learning afholdes for fjerde år i træk, og 200 deltagere – blandt andet lærere og pædagoger – fra hele landet forventes at deltage. Her sættes der fokus på brugen af animation i undervisningen, og der bliver sat gang i aktiviteter, hvor konferencedeltagerne selv skal skabe lommefilm på mobilen, bruge hånddukker og udvikle spildesign.

Arrangøren er The Animation Workshop. Det Danske Filminstitut har støttet animationsfestivalen.

Viborg Animations Festival