Viggo Mortensen og Ghita Nørby til Cannes

CANNES. Den dansk koproducerede argentinske spillefilm "Jauja" med Viggo Mortensen, Ghita Nørby og Viilbjørk Malling Agger deltager på Cannes Filmfestivalen i sideprogrammet Un Certain Regard.

Den argentinske instruktør Lisandro Alonsos "Jauja", som er en argentinsk/dansk/amerikansk produktion koproduceret af Helle Ulsteen for danske Kamoli Films, er blevet udtaget til serien Un Certain Regard på Cannes Filmfestivalen.
 
Viggo Mortensen har i filmen sin første dansksprogede hovedrolle. Han spiller en dansk mand, der sammen med sin unge datter udvandrer til Argentina i 1800-tallet. Datteren spilles af Viilbjørk Malling Agger, og Ghita Nørby har rollen som en kvinde, der dukker op i hans liv. Det meste af filmen er indspillet i den vilde, enestående natur i Patagonien i Argentina, men en del optagelser er foregået på Sjælland på Lystrup Slot ved Faxe.
 
"Vi har i flere år haft et langt og sejt træk med at få den her film realiseret, og det er derfor en stor anerkendelse, at Cannes har udvalgt vores film blandt flere tusinde," fortæller filmens danske producer Helle Ulsteen.
 
"Fra starten har det været en enestående trup. Viggo Mortensen er fantastisk at arbejde med, men også kunstnerisk generøs. Og han er som noget helt nyt for ham også producer på filmen. Jeg tør godt sige, at vi alle har været på den mest eventyrlige rejse med denne film og indspillet i de smukkeste landskaber. Ghita Nørby er i sig selv et eventyr, og hun er fuld af beundring for Viggo Mortensen og vores argentinske instruktør Lisandro Alonso."
 
Manuskriptet til "Jauja" er skrevet af Lisandro Alonso sammen med den anerkendte argentinske poet Fabián Casas. Filmens fotograf, finske Timo Salminen, kendes især for sine film med Aki Kaurismäki. "Jauja",  forventes at få premiere i danske biografer i efteråret.

Dansk deltagelse i Cannes

I Un Certain Regard deltager i år også Ruben Östlunds svensk-dansk samproducerede "Turist". Cannes Filmfestivalen har inviteret Kristian Levrings western "The Salvation" med Mads Mikkelsen til Midnight Special-visning i hovedprogrammet. Jonas Alexander Arnbys spillefilmdebut "Når dyrene drømmer" er udtaget til sideprogrammet Semaine de la Critique, og to kortfilm, Milad Alami og Aygul Bakanovas "Void" og Kræsten Kusk og Natalia Garagiolas "Sundays", deltager i sideprogrammet Directors' Fortnight. 

Cannes Filmfestivalen 14.-25. maj
Semaine de la Critique 15.-23. maj
The Directors' Fortnight 15.-25. maj

 

 
Tags: Cannes 2014