Vinterberg og hans hold i Berlin

På lørdag vises Thomas Vinterbergs "Submarino" i hovedkonkurrencen i Berlin, og i dag kommer Thomas Vinterberg og hans hold til byen.

Thomas Vinterberg, hans skuespillere og holdet fra Nimbus Film, som har produceret "Submarino", går turen op ad den røde løber i morgen lørdag lidt før kl. 22.45, hvor Vinterbergs film får verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Berlins filmfestival.

Tyve film er i konkurrence og "Submarino" åbner som den femte film i årets program. Lørdag vises også Martin Scorseses "Shuttter Island" i hovedkonkurrenceprogrammet, dog uden for konkurrence, og Scorsese kan nemt komme til at stjæle en del af den brede opmærksomhed i medierne.

Forventningerne til Vinterbergs film er dog store. På branchebladet Screens website rapporteres, at der allerede tales positivt om "Submarino", og at den ser ud til at genoptage "Festen"'s barske temaer og rå stil.

Thomas Vinterberg, manuskriptforfatter Tobias Lindholm, forfatteren Jonas T. Bengtsson, som skrev romanen, "Submarino", hovedrolleindehaver Jakob Cedergren og et hold af de andre skuespillere ankommer i dag til Berlin sammen med filmens producer Morten Kaufmann og resten af holdet fra Nimbus.

Den internationale presse får lov at kigge med ved første pressevisning i aften kl. 21.30 og igen lørdag kl. 16, inden der er internationalt pressemøde på filmen kl. 18. Søndag stiller holdet op til interviews med alle de internationale tv-stationer på skift, og mandag skal de møde ikke færre en 64 internationale journalister.

FILMOGRAFI /Thomas Vinterberg
En mand kommer hjem (2007)
Dear Wendy (2005)
It's all about love (2002)
D-Dag (med Lars von Trier, Kristian Levring og Søren Kragh-Jacobsen, 2001)
Festen (1998)
De største helte (1996)
Drengen der gik baglæns (1994)
Sidste omgang (1993)
Sneblind (1990)

Læs også
- Morten Piils interview 'Jeg er vendt tilbage til de mørkere historier' (Information)
- Vinterberg står ved målstregen i Berlin (Politiken)