Virkelige historier fanget i flugten

MINIPORTRÆTSERIE. Signe Byrge Sørensen har produceret "The Act of Killing", som vandt hovedprisen på CPH:DOX og kan ses i de danske biografer. Mød hende og fem andre kvindelige dokumentarfilmproducerere, der markerer sig som aldrig før både på den nationale og internationale scene.

Filmbranchen bliver jævnligt beskyldt for kønsdiskrimination, men når det gælder dokumentarfilmproduktion i Danmark, står kvinderne stærkt.

"Tid er en af de vigtigste ressourcer i produktionen af langtidsholdbare dokumentarfilm."

Læs: Uudslukkeligt kærlighedsforhold til virkeligheden

Kvinder og film

Danske dokumentarfilm

Syv ud af ni danske film på IDFA er produceret af kvinder (medregnet "Mit Afghanistan", som har både en mandlig og kvindelig producer). Ud af de dokumentarfilm, som Det Danske Filminstitut støttede i 2011, er 65 % produceret af kvinder, og i 2012 er det foreløbige tal helt oppe på 76 % – mod 53 % i spillefilm.

Tallene i USA

I den amerikanske filmindustri er der flere kvinder, der arbejder med dokumentarfilm end med fiktion. Sidste år stod kvindelige instruktører bag 35 % af de amerikanske dokumentarfilm, 18 % spillefilm og kun 5 % blockbustere. Som producer var procentdelen af kvinder 29 i spillefilm og 35 i dokumentarfilm.

Kilde: Center for the Study of Women in Television and Film at San Diego State University

Den nye generation

Afgangsårgangen af dokumentarinstruktører på Den Danske Filmskole i 2011 bestod udelukkende af kvinder. Samme år var kun 1 ud af 6 fiktionsinstruktører kvinder, mens 4 ud af 6 af de dimitterende producere var kvinder.

Et kvindearbejde

Klippejobbet er blevet bestredet af kvinder siden filmens fødsel, da det blev anset som en kvindesyssel i stil med syarbejde. Det siges, at kvinder rent faktisk er bedre klippere end mænd, fordi de har større talent for at observere og fortolke følelser i ansigtsudtryk.

Kilde: The New York Times, 25. maj 2012

På den røde løber

I Cannes 2012 rasede internationale kritikere over, at ingen kvindelig instruktør var udtaget. I Danmark har en kvindelig instruktør ikke vundet en Robert-pris i 12 år.

Kilde: Politiken

Signe Byrge Sørensen

Film

The Act of Killing, Travelling with Mr. T, The Human Scale, Klovn for livet, Hjemvendt, Fodbold er Gud.

Bonusinfo

Final Cut for Real har altid champagne på køl og karrysild på frokostbordet. Heldigvis er det ret sjældent, de kombinerer de to.

FILMupdate har spurgt seks markante, internationalt orienterede kvindelige dokumentarfilmproducere om deres drivkraft, skelsættende projekter, daglige udfordringer og bud på, hvad det er, kvinderne kan.

SIGNE BYRGE SØRENSEN / FINAL CUT FOR REAL

Hvorfor er du producer – hvad er din drivkraft?

"Jeg er ret vild med virkeligheden. Virkelige menneskers virkelige liv indeholder fantastiske historier. Når man producerer dokumentarfilm, må man fange historierne i flugten, og det er en kæmpe udfordring."

Nævn arbejdet med en produktion, instruktør eller andet, der har bragt dig særlig glæde?

"Det har været en enorm udfordring og glæde at arbejde med 'The Act of Killing'. Især på grund af samarbejdet med instruktøren Joshua Oppenheimer og vores indonesiske samarbejdspartnere. Jeg er også virkelig glad for de meget stærke tilkendegivelser, vi har modtaget om filmens betydning for indonesernes selvforståelse.

Jeg nyder at arbejde internationalt, og på dokumentarfilmområdet er internationalt samarbejde helt afgørende."

Hvad er dine største udfordringer?

"Min største udfordring er vores evige kamp for tid. Tid til at udvikle. Tid til at optage, tid til at klippe. I virkeligheden er kampen for finansiering en kamp om tid. Tid er en af de vigtigste ressourcer i produktionen af langtidsholdbare dokumentarfilm. Og tid er en meget knap ressource i nutidens mediebillede."

Har du et bud på, hvorfor der er så mange kvindelige dokumentarfilmproducere, der markerer sig for tiden (fx er syv ud af otte danske film i konkurrence på IDFA produceret af kvinder)? Er der nogen særlige 'kvindelige' egenskaber, du har gavn af som producer?

"Hvis jeg skal se på de kvindelige producere, jeg arbejder med til daglig, er de alle sammen dygtige, kreative, kloge, velorganiserede og seje. Om det er fordi, de er kvinder, er meget svært at svare på."