von Trier filmer nu "Antichrist"

Det Danske Filminstitut har givet produktionsstøtte på 7,4 mio. kr. til Lars von Triers thriller, "Antichrist", som bliver en dansk-tysk-fransk-italiensk-svensk koproduktion med Zentropa som dansk hovedproducent. Optagelserne til filmen indledes i denne uge i Tyskland med Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg i hovedrollerne som et ægtepar, der trækker sig tilbage til en hytte i en øde skov efter deres barns død.I filmen ledsages de to hovedrolleindehavere blandt andet af et hjortedyr, en ræv og en krage, afslører Lars von Trier, der bekendtgør, at han vil invitere os alle til at få et lille kig bag gardinet, et glimt ind i hans egen forestillingsverden: "into the nature of my fears, into the nature of Antichrist."Den karismatiske Willem Dafoe har blandt andet spillet med i David Lynchs "Wild At Heart" og de tre film i serien om Spiderman. Han har tidligere arbejdet sammen med von Trier, da han spillede Graces far i "Manderlay". Charlotte Gainsbourg har blandt andet medvirket i Tod Haynes' Bob Dylan-film "I'm not There" og Alejandro González Iñárritus' "21 Grams". "Antichrist" produceres af Meta Louise Foldager for Zentropa. Filmen har modtaget betinget produktionsstøtte af filmkonsulent Lena Hansson Varhegyi og forventes færdig i sommeren 2009.
For yderligere information:Det Danske Filminstitut
Claus Ladegaard, 4032 6212, clausl@dfi.dk
Marianne Moritzen, 4046 3757, mariannem@dfi.dk