Von Trier filmer Nymphomaniac

I PRODUKTION. Lars von Trier og hans hold indleder optagelse af spillefilmen "Nymphomaniac" tirsdag den 28. august. Filmen optages over 11 uger i Nordrhein-Westfalen i Tyskland og Flanders i Belgien. Der er planlagt premiere i 2013.

Lars von Triers "Nymphomaniac" er historien om en kvindes erotiske rejse fra fødslen til 50-års alderen, fortalt af hovedkarakteren Joe, en selv-diagnosticeret nymfoman.

Den ældre charmerende ungkarl Seligman finder en kold vinteraften Joe tævet til ukendelighed i en gyde. Han tager hende med hjem for at pleje hende, mens han spørger ind til hendes liv. Han lytter intenst, imens Joe igennem de næste otte kapitler fortæller sin overdådige og saftige livshistorie med mange facetter og rig på associationer og pludselige indskydelser.

Lars von Trier ønsker med "Nymphomaniac" at overføre nogle i film hidtil usete kvaliteter fra romanens verden. En monomental film om den kvindelige erotiske lyst, med udsagn og modudsagn, konfliktende vinkler og moralske eller måske netop umoralske betragtninger. Ved hjælp af rammehistorien kan filmen tillade sig de voldsomste påstande og opstille de vildeste teser, fordi netop rammehistorien giver plads til diskussionen af det hele – af filmen selv, menneskene, ja livet!

Joe spilles af Charlotte Gainsbourg og Seligman af Stellan Skarsgård. Foreløbig er følgende øvrige skuespillere bekræftet: Stacy Martin (Joe som yngre), Shia Labeouf, Jamie Bell, Connie Nielsen, Mia Goth, Jens Albinus, Severin von Hoensbroech, Peter Gilberg Cotton, Nicolas Bro, Tabea Tarbiat, Janine Romanowski, Jesper Christensen, Tania Carlin, Felicity Gilbert og Shanti Roney.

"Nymphomaniac" produceres af Louise Vesth for Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut. Koproducenter er Zentropa International Köln ved Bettina Brokemper, Slot Machine ved Marianne Slot og Caviar ved Bert Hamelinck. Filmen er desuden støttet af Filmstiftung Nordrhein-Westfalen, Eurimages, Deutscher Filmförderfonds, Nordisk Film & TV Fond, Belgian Tax Shelter og i samarbejde med DR og Film i Väst og med deltagelse af Arte, Canal+ og Den Vestdanske Filmpulje og med udviklingsstøtte fra Media programmet. Filmen distribueres af Nordisk Film og sælges internationalt af TrustNordisk.

Filmen vil af censur-hensyn blive distribueret i forskellige versioner. Der er forventet premiere i 2013.