Vulkan får filmstøtte

Rúnar Rúnarsson, der flere gange har været inviteret til Cannes med sine kortfilm, har fået produktionsstøtte fra New Danish Screen til sin første spillefilm, "Volcano".

Den islandske instruktør Rúnar Rúnarsson er i gang med produktionen af sin første spillefilm, "Volcano". Rúnarsson er uddannet fra Den Danske Filmskole. Han modtog i september 'Prisen for bedste nordiske kortfilm' på Nordisk Panorama for sin filmskoleafgangsfilm, "Anna", der sidste år også deltog i serien Directors' Fortnight i Cannes.

"Volcano" udspiller sig i Island med islandske skuespillere. Den stædige og stolte Hannes bliver pensioneret efter en årelang ansættelse som pedel på en folkeskole. Han har et anstrengt forhold til sine voksne børn, der anser ham for at være følelsesmæssigt handikappet. Da hans kone Anna falder om med et hjerneblødning, har hendes hjerne taget betydelig skade. Alligevel insisterer Hannes på at passe Anna i hjemmet mod børnenes vilje.

Det danske produktionsselskab Fine & Mellow har produceret i samarbejde med islandske ZikZak, og filmen har fået tildelt produktionsstøtte på 5 mio. kr. af kunstnerisk leder Jakob Høgel ved New Danish Screen. "'Volcano' er en velforberedt historie, der har ruget længe hos Rúnar," fortæller Jakob Høgel. "Det bliver interessant at se dansk filmskoling møde en barsk islandsk historie. Det er kun valuta-udsving og vulkanudbrud, der kan holde et stærkt hold med en så stærk filmisk vision tilbage."

Rúnar Rúnarsson har selv forfattet manuskriptet, og instruktøren arbejder sammen med sit faste hold fra Filmskolen, fotograf Sophia Olsson og klipper Jacob Schulsinger. Der er forventet premiere i maj 2011.