Webserier giver mulighed for at eksperimentere

WEBSERIE. Webserieformatet giver en unik mulighed for at eksperimentere med længde, genrer og formater, fortæller instruktør Kristian Nordentoft. Hans webserie 'Gadejørgen', der er støttet af New Danish Screen, får premiere 31. marts på CPH:DOX.

Da New Danish Screen søsatte initiativet New Danish Webisodes for to år siden, kaldte talentudviklingsordningen på "radikale filmiske fortællinger" til nettet. 

Netop sådan en er Kristian Nordentofts 'Gadejørgen', der blander dokumentar, animation og musical i en seks afsnit lang webserie om den 58-årige århusianer Jørgens bemærkelsesværdige liv – fra en hård barndom som stalddreng hos sin plejefamilie til besværet ægtemand og gademusikant. 

Gadejørgen på CPH:DOX

'Gadejørgen' vises den 31. marts på CPH:DOX, hvor både Jørgen og Bisse spiller en koncert hver for i sig. 

Serien, der har verdenspremiere på CPH:DOX, behandler en historie, som i den grad kaldte på et nyt format med mulighed for at eksperimentere i både form og længde, fortæller Nordentoft. Han havde mødt Jørgen i en bus for mange år siden og besøgt hans hjem, som var fyldt med instrumenter og musik, hvilket blev afsættet for serien. 

Om New Danish Webisodes

New Danish Webisodes er et initiativ under New Danish Screen til udvikling af originale serier, der er tænkt til nettet.
Serierne skulle udfordre de konventionelle fortællestrukturer og filmiske udtryk og have stærke fortællinger i centrum. De skulle samtidig udnytte muligheden for nettet som legeplads og laboratorium.
 

"Jeg ville gerne lave en syret, animeret musical, hvor Jørgen synger om sit eget liv. Og allerede dér ligger det jo op til et underligt format, fordi vi har at gøre med en virkelig person, som vi gerne vil lave tegnefilm over. Men de mange udtryk gjorde, at projektet var meget egnet til webserie, fordi vi kunne lave denne unikke sammenblanding," siger Nordentoft og fortsætter: 

"Det var en pulje, der nærmest krævede, at man eksperimenterede. Det gjorde vi med alt – længden på afsnittene og blanding af genre og formater. Jeg har en fornemmelse af, at jeg ikke ville være kommet igennem med det her nogen andre steder." 

Gøre det selv

Allerede i udviklingsfasen skilte 'Gadejørgen' sig ud fra de traditionelle filmfortællinger. Udgangspunktet for hvert afsnit er nemlig ikke et manuskript, men en sangtekst forfattet af Nordentoft med input fra Jørgen, som slår ned på et centralt vendepunkt i den excentriske gademusikants farverige liv. 

"Det er helt i Jørgens ånd. I virkeligheden er han ikke så god til at snakke om det, når noget bliver for alvorligt eller følelsesladet. Det skøre er, at han godt kan synge om det. Det har vi taget med i formatet, så tonen er lidt let på tå og fjollet, men samtidig behandler de seriøse emner fra hans liv," siger instruktøren. 

 

 

Nordentoft havde allerede arbejdet med en del projekter til nettet, efter han dimitterede som animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2015. Formatet gav ham en mulighed for at bryde med den klassiske tilgang til filmmediet, fordi produkter målrettet nettet i højere grad lægger op til kreative eksperimenter, fortæller han. 

"Film er jo på en eller anden måde konservativ. Man holder sig inden for det samme hver gang. Det har jeg i mange år været træt af. Jeg synes, det her var et godt bud på at gøre det anderledes med sangtekster og animation som udgangspunkt og dokumentarisk realfilm som ramme." 

New Danish Screen

New Danish Screen styrker talentudviklingen i dansk film og er med til at sikre den fremtidige udvikling af dansk film med fokus på originalitet, mangfoldighed og dynamik. New Danish Screen støtter udviklingen af talenter, der allerede har manifesteret deres talent i film eller andre audiovisuelle produktioner.

Instruktøren fremhæver det også som en styrke, at man kan komme relativt hurtigt i gang som nyuddannet, hvis man arbejder med indhold til nettet i forhold til eksempelvis spillefilm. 

"Der er mange, der kommer ud fra Filmskolen, der aldrig rigtig kommer i gang, fordi de bruger vildt lang tid på at lave en spillefilmansøgning, som måske ikke bliver til noget. Hvis nettet derimod er ens platform, og man kan meget selv, så kan man komme i gang med at lave noget hurtigt, fordi man er ikke afhængig af et helt hold af tegnere som på en spillefilm," siger Nordentoft, der længe har arbejdet med at finde en metode, så tegnefilm ikke var en langsom og tung maskine, som kostede en masse penge at sætte i gang. 

Ifølge Nordentoft er en af de store styrker ved webserier de mange forskellige måder, hvorpå man kan bruge internettet som tværmedial platform. Sammen med en række prominente kunstnere som Raske Penge, Bisse og Nanna – og selvfølgelig Jørgen selv – har han skabt et univers rundt om serien. 

Til premieren på CPH:DOX er der nemlig også udgivelse på en vinylplade med Jørgen og sangene fra filmen, som byder på features fra blandt andre Analogik, Nanna og Michala Petri. Det har blandt andet givet anledning til at få Jørgen i lokalradioprogrammer og forhåbningen er at booke en kræmmermarked-turné til sommer. Alt sammen ser instruktøren som muligheder for at skabe opmærksomhed omkring serien. 

Fakta

'Gadejørgen' er instrueret af Kristian Nordentoft. Mikkel Kristensen har produceret serien for Copenhagen Bombay med støtte fra New Danish Screen.