Weekenden i biografen uge 41

BILLETSALG. Paul Thomas Anderson holder tempoet, Swift-fans fylder sale, og ’Ternet Ninja’ nægter at slippe taget mens efterårsferien nærmer sig.

Efterårsvejret har endelig ramt biograferne – og med det et publikum, der igen søger ind i mørket. Billetsalget steg næsten 19 % fra sidste weekend og 14 % i forhold til samme tid sidste år.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

I toppen af weekendens liste holder Leonardo og Paul Thomas Anderson stand med ’One Battle After Another’, der kun tabte et par hundrede billetter fra sin premiereweekend og blev set af 24.751 i den forgangne weekend – et usædvanligt stabilt niveau for en film med over to en halv times spilletid. Den har nu rundet 64.400 billetter.

Lige bagved fortsætter ’Ternet Ninja 3’ sit flotte biografliv, hvor den efter syv uger nu er set af 670.000 i alt. Dermed cementerer Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersen filmens status som årets suverænt største publikumshit. Spændende om nogen kan gøre den rangen stridig i resten af året.

Blandt nyhederne i markedet markerede Taylor Swift: Release Party of a Showgirl sig med godt 15.000 billetter fordelt på 68 biografer med et format, der skiller sig ud: et globalt event, der kombinerer musiklancering og biografvisning. Taylor Swift har med andre ord inkluderet biografen til en del af sin lanceringsstrategi for sit nyeste album, der netop har slået rekorden for mest solgte på første uge nogensinde.

I Biografklub Danmark-regi var der premiere på ’A Big Bold Beautiful Journey’ der blev set af 14.100 publikummer. Det er på linje med de seneste europæiske film i klubbens program, men noget mindre end tidligere amerikanske titler i klubbens program.

Efterårsferien lurer i horisonten, og det ses også på udbuddet af film til de mindste biografgængere. ’Grand Prix – Poten på pedalen’ og ’Tafiti og det store ørkeneventyr’ havde begge premiere i weekenden og blev hver især set af 3.100 gæster. Det er endnu relativt små publikumstal, men de stiger sandsynligvis med ferieboostet i efterårsferien, der traditionelt er en af årets største uger i biograferne.

Top 10 – Weekenden uge 41

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.