’Gladiator II’ fastholder sin position som det helt store trækplaster i biograferne. Trods et fald på 37 % i forhold til premieren blev filmen set af 41.000 publikummer i anden weekend, hvilket bringer det samlede antal solgte billetter op på 142.000.
Hvordan filmen ville klare sig i anden weekend, var særligt interessant, da musicalen ’Wicked - Part 1’ også havde premiere. Filmen bygger på den succesfulde Broadway-musical og universet fra ’Troldmanden fra Oz’, der er en institution i amerikansk kultur.
I USA havde filmen premiere samtidig med ’Gladiator II’ (som åbnede senere der end i Danmark), og på diverse filmsites spekuleres der i, om dette træk kunne skabe en lignende synergi mellem de to film som sidste års fænomen ’Barbenheimer’ (’Barbie’ og ’Oppenheimer’). Denne gang er fænomenet blevet døbt ’Glicked’.
Ser man på weekendens tal, tyder det dog ikke på, at vi vil se samme niveau her i Danmark. ’Wicked’ solgte 15.500 billetter i sin premiereweekend – markant færre end ’Gladiator II’. En premiereweekend langt fra de 68.000 billetter, som ’Oppenheimer’ åbnede med – for slet ikke at nævne de 85.000 publikummer, som ’Barbie’ trak ind. De to film endte samlet med henholdsvis 475.000 og 640.000 publikummer.
Det skal dog nævnes, at filmen, som ”kun” er første del af ’Wicked’, varer næsten tre timer. Det er længere end den originale musical, som begge film er baseret på, og betyder, at biograferne har færre daglige visninger sammenlignet med kortere film. Omvendt har ’Gladiator II’ en spilletid på 2 timer og 28 minutter, men har trods længden haft en markant større weekend.
Billetsalget for weekenden som helhed var gennemsnitligt og faldt med 20 % i forhold til sidste weekend. Omvendt var billetsalget markant højere end i samme weekend sidste år, hvor ’Napoleon’ og ’Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes’ førte an i en sløj weekend med kun 83.000 publikummer. Det betyder, at markedet nu haler ind på sidste års efterslæb og nu er "kun" 4,8 % bagefter.
Der er aktuelt tre danske film i biograferne: ’De Lydløse’, ’Børnene fra Sølvgade’ og ’Mørkeland’, som tilsammen solgte 11.830 billetter – svarende til en markedsandel på 10 % i weekenden. Dette trækker dog en smule ned i den samlede markedsandel, som fortsat ligger på 24 % år til dato.