Weekenden i biografen uge 49

BILLETSALG. Charlotte Sielings ’Vejen hjem’ fik en flot modtagelse af publikum, mens ny Disney-film fik årets tredje største åbning.

Den danske film ’Vejen hjem’, instrueret af Charlotte Sieling og med Nikolai Lie Kaas og Albert Rudbeck Lindhardt i hovedrollerne, blev flot modtaget af anmelderne med overvejende fire- og femstjernede anmeldelser i de store dagblade. Publikum ser ud til at være enige. Filmen solgte flotte 28.200 billetter i weekenden og nåede inklusiv forpremierer op på 31.900 billetter. Dermed var den weekendens næstmest sete film, hvilket viser, at publikum fortsat har stor interesse for danske film. Filmen er den sidste i Biografklub Danmarks program for i år. 

Weekendens klart største publikumssucces var Disneys amerikanske animationsfilm ’Vaiana 2’, som med imponerende 73.900 billetter opnåede årets tredjestørste åbning og overstrålede al konkurrence. Dermed har Disney endnu en gang ramt plet med en efterfølger. De stod også bag sommerens helt store film ’Inderst inde 2’, som med 582.000 publikummer ser ud til at blive årets mest sete biograffilm i 2024. 

Den første film om ’Vaiana’ er ifølge Disney+ den mest streamede film på platformen. Siden premieren i 2017, hvor den blev set af 305.000 i biograferne, har filmen haft rig mulighed for at opbygge et stort publikumspotentiale. 

På toplisten over årets ti største film målt på premierebilletsalg står Disney bag de tre største. Og som om det ikke var nok, har de endnu en potentiel familiefilm-succes på vej. Om blot fire uger, op til jul, får ’Mufasa’ premiere. Filmen fortæller forhistorien til ’Løvernes Konge’ og skildrer, hvordan Mufasa blev en majestætisk konge, mens hans bror Scar gik over til den mørke side.

Top 10 film med største åbninger i 2024

Kigger man nærmere på listen, er publikums tiltrækning til etablerede franchises tydelig. Fire af filmene er fortsættelser med "2’ere", to har nået "4’ere", og kun én film på listen er helt original uden et forudgående univers: den danske ’Rom’ af Nicklas Bendixen. Filmen blev set af 324.000 publikummer og bliver sandsynligvis årets største danske biograffilm. Den var også en del af Biografklub Danmarks program.

En anden indsigt fra listen er, at animation tydeligvis er meget populært blandt publikum. Fire af de ti film er animerede, heriblandt listens nummer ét: ’Inderst inde 2’. Det er også samtlige børne- og familiefilm på listen. Med andre ord er der ingen live action-familiefilm blandt de ti største. Man skal ned til nummer 20 på årets liste for at finde en sådan, nemlig den danske ’Børnene fra Sølvgade’, som blev set af 22.000 i premiereweekenden.

Tilbage til den aktuelle weekend: ’Gladiator II’ var fortsat populær og lå i sin tredje weekend stadig i top 3. Filmen har nu knap 180.000 publikummer og ser ud til at runde 200.000 i løbet af ugen.

Kontakt

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk

Endnu en dansk filmsucces kan også fejres: I weekenden rundede kupfilmen ’De lydløse’ en milepæl, da mere end 100.000 publikummer nu har set den. Filminstituttets publikumsmålinger viser, at filmen har tiltrukket flere mænd end normalt, med cirka to tredjedele af publikum. Det adskiller sig fra gennemsnittet for danske film, hvor 57 % af publikum er kvinder.

Top 10 – Weekenden uge 49

Om weekenden i biografen

Hver uge nærstuderer Filminstituttets analysekonsulent Martin Kofoed Hansen weekendens billetsalg i biograferne med fokus på de danske film.

En uge i biograftal-terminologi løber fra torsdag til den efterfølgende onsdag. Weekendens tal indeholder derfor billetsalg fra torsdag til søndag.