YouTube Battle i Cinema City

ROSKILDE. CPH:DOX lancerede i år den første open air YouTube Battle på Roskilde Festval. Værten Henrik Aagaard fortæller om konceptet, og vinderholdet Syg Blog Ting viser klip.

Inden musikken rigtigt bryder igennem lydmuren, bruger nogle af Roskildes gæster tiden i Cinema City – festivalens filmby.

Onsdag den 3. juli sen aften blev Cinema City til en kampscene, hvor fire hold YouTube-entusiaster indtog scenen foran filmbyens open air-lærred. Ligesom i en boksering kæmpede holdene i et rødt hjørne og et blåt hjørne, hvor de på skift viste klip og fik bedømt deres indsats af publikums applaus.

Konceptet YouTube Battle blev udviklet af filminstruktør Michael Noer i 2008, hvor det første gang var på programmet på CPH:DOX. Året efter blev Henrik Aagaard tilknyttet projektet, og onsdag aften afløste han for anden gang Michael Noer i værtsrollen.

Udviklingen af YouTube Battle været en længere proces, hvor konceptet stille og roligt har taget form, i takt med at arrangørerne er blevet klogere og deltagerne dygtigere. Henrik Aagaard forklarer:

"Når man skaber noget nyt, så går der noget tid, før man får forståelse for konceptet. Det gælder os selv, men også deltagere og publikum. Vi er selv blevet klogere og mere tight, og når deltagerne vender tilbage år efter år, bliver de også bedre og begynder at få en fornemmelse af, hvad folk vil have."

Ifølge værten har det vist sig at fungere godt med absurditet og visuelt stærke klip, som matcher rammerne for eventet. Men ligesom at være dj handler det ikke kun om at vinde publikums gunst, men også om at kunne overraske.

"Det kan sagtens hitte med en kat, der falder ned fra et bord. Bare det ikke er et klip, som folk har set 10 gange i forvejen. Hvis du viser noget, som allerede har 10 millioner views, så bliver du buh’et ud. Og publikum er benhårde," fastslår Henrik Aagaard.

Men selvom YouTube Battle, ifølge værten, er en god cocktail af platte klip og en flok halvfulde studenter, har det også en større betydning for arrangørerne. De vil gerne følge op på en ånd uden censur, hvor man kan sige og gøre, hvad man vil.

"YouTube som fænomen er mere end at dele sjove katte med hinanden. Det er også blevet et sted, hvor man kan skabe politik og opmærksomhed, som fx Det Arabiske Forår. Det er folkets platform, og det gør de sociale medier sindssygt spændende. At de kan gøre en forskel, skabe revolution," slutter Henrik Aagaard


To udvalgte klip fra vinderholdet Syg Blog Ting.

Intro

Nervesammenbrud i metroen