Film-X on the road

FILM-X ON THE ROAD er et mobilt interaktivt filmstudie, som giver børn og unge mulighed for at producere egne film. Filmstudiet byder indenfor i filmens magiske verden og giver indsigt i teknik, illusion, fortælling og hele produktionsprocessen.

FILM-X ON THE ROAD består af en grøn Morris Mascot samt to klippestationer, og 8-12 børn kan arbejde samtidigt i studiet. De unge kan vælge mellem forskellige baggrundsfilm og dermed sætte rammen for deres eget manuskript. De arbejder i filmhold, instruerer, spiller skuespil, filmer, klipper og laver lyd. To guider fører dem igennem produktionen og bidrager med praktisk og teoretisk filmviden. På 2-3 timer har deltagerne lavet deres egne film, som de kan tage med sig hjem på en dvd og vise for deres eget publikum.