Dresden har siden Murens fald med held genopbygget de historiske byrum, som byen mistede under de voldsomme allierede bombardementer i februar 1945. Men i de senere år er det genopbyggede glansbillede begyndt at krakelere. Hver mandag aften indtager den højreradikale bevægelse Pegida de genopbyggede byrum for højlydt at protestere mod regering, flygtninge og indvandrere; og i meningsmålingerne står det højreekstreme parti AfD stadig stærkere i Dresden og omegn. Hvorhen med historien? undersøger disse to forhold og viser på hvilke måder, byudvikling og højredrejning har spillet ind i hinanden. Men mest af alt skildrer filmen en by, som fortsat er fanget i en ødelæggelseshistorie, som ikke vil gå væk.