Two Years at Sea

Billederne knitrer som en brændeknude og knaser som en af de gamle grammofonplader eneboeren Jake lytter til, imens han hugger træ i Ben Rivers' film fra de dybe skotske fyrreskove. De sorte træer hæver sig som en hedensk katedral omkring den enlige skikkelse og hans hjemmebyggede landsted. En campingvogn højt oppe i en trækrone og et majestætisk fyrretræ, der bøjer sig for usynlige kræfter, er små tegn på viljens ubøjelige og overnaturlige potentiale, når blot den dyrkes i ensomhed. Og det gør den i "Two Years at Sea". William Blake og Thoreau er åndeligt selskab, og både filmen og manden selv synes at eksistere hinsides tid og sted. Han er både det første og det sidste menneske, og i sidste ende blot det: Et menneske.