Sidst i tyverne opdagede de tyske filminstruktører verden på ny: Nu skulle virkelighedens billeder afløse den ekspressionistiske films overtydelige kulisser og gestik. Et frigjort kamera skulle indfange tingene, bevægelsen, lys og mørke, totalbilledet og detaljen: kort sagt virkelighedens mangfoldighed. Ruttmann fulgte en forårsdag i Berlin fra tidlig morgen til sen aften. Det er ikke længere det enkelte menneske, som står i centrum, men folkemængden. En hurtig klippestil opløser de enkelte sekvenser i en sand billedstrøm. Handling erstattes af rytme. Ruttmann vil ikke fortolke. Hans tema er storbyens travlhed. Filmens musik af Edmund Meisel blev opført under forevisningen i biograferne. Denne version er uden lyd.