Af alle de halsbrækkende stunts, som Ponce-familien udfører i ¿Circo¿ er det mest imponerende, at familien holder liv i deres lille nedslidte cirkus, som turnerer rundt til mexicanske småbyer. Circo Mexico, der tilbyder såvel tigerdressur som dødsdromkørsel, har udgjort familiens levebrød i flere generationer. Publikumsinteressen for den urgamle underholdningsform er imidlertid dalende, gælden vokser, og arbejdet er ekstremt krævende. Instruktøren Aaron Schock har fulgt den lille karavane i flere måneder og blænder op for en farverig og fascinerende cirkusverden og for et studie af et ægteskab og en familie i krise.