Denne hidtil upublicerede film af den amerikanske independent-instruktør Jonas Mekas er et portræt af arkitekten Raimund Abraham. Raimund Abraham er født og uddannet i Østrig, men flyttede i 1964 til USA, hvor han spillede en førende rolle inden for arkitekturens avantgardistiske miljø. Han underviste på bl.a. Rhode Island School of Design og Cooper Union. Karakteristisk for Mekas væver han optagelser af hverdagsforteelser og vigtige begivenheder sammen til en uhierarkisk mosaik af stemninger og øjeblikke. Forelæsninger, middagsselskaber, køkkenbordssamtaler og tegnestueliv krydsflettes og indrammes af New Yorker-instruktørens personlige fornemmelse for film. Portrætformen er ikke klassisk, men prøver i stedet at ramme en fragmenteret, sensibel skildring af et liv. Abrahams kreative miljø og sociale omgangskreds spiller en væsentlig rolle i filmen, hvor man bl.a. møder notabiliteter som Peter Eisenman, John Hejduk og Patti Smith.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.