Astrid Villaume

Skuespiller. Født 3/11 1923, død 12/2 1995 - 71 år gammel.

Elev på Odense Teater 1938-41, med fortsættelse af uddannelsen og ansættelse på Aarhus Teater 1941-45. Men allerede som 14-årig havde hun optrådt på Odense Teater, og som 17-årig fik hun sin første hovedrolle i en operette på Vennelyst i Århus. I 1947 kom hun til Det kgl. Teater, først på elevskolen siden med ansættelse ved teatret.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

"En lille dreng, der havde set mig i "Fra den gamle købmandsgaard" vil have, at jeg skal være hans mor. En 14-årig dreng har friet til mig, og en mand med kone og to børn har bedt om mit billede og tilføjet, at han havde fået konens tilladelse til at have det stående på sit skrivebord."

Sådan fortæller Astrid Villaume selv om et tværsnit af den fanpost hun modtog i 1955, og det angiver ganske præcist bredden af hendes appeal. En trefoldig udstråling af varm moderfigur, romantisk heltinde og ufarlig erotisk drømmepige.

Parret med et solidt spilletalent gjorde denne friktionsløst attraktive personlighed hende til 1950'ernes populæreste kvindelige filmstjerne herhjemme ved siden af Helle Virkner. Det renskuret fotogéne i hendes klassisk regelmæssige træk forener sig med en antydning af temperament i det mørke, dragende natsværmerblik. Hun er Ballets Dronning, som Ebbe Rode kaldte hende.

Hun var lidt af et vidunderbarn - flittig akrobatisk danser i en tidlig alder. Som teenager blev hun opdaget af Jon Iversen, der skaffede hende en ukrediteret gæsteoptræden i "Pas paa Svinget i Solby" (1940), hvor hun - næsten ukendeligt rundkindet - har et par replikker som krobalgæst. Sin egentlige debut fik hun som skovridderdatter i nogle af de scener, man tilføjede talefilmsudgaven af "Tyrannens Fald" (1942) - første gang filmet i 1925 af Carl Th. Dreyer som "Du skal ære din Hustru".

Men hendes første større rolle gav Johan Jacobsen hende i den veloplagte komedie "Far betaler" (1946), hvor hun sprudler forbløffende letsindigt og spontant som Preben Neergaards forlovede. Og i det syrlige drama om dansk teaterliv, "Hans store Aften" (1946), har hun stadig ben i næsen som Preben Lerdorff Ryes kæreste, der får ham sat op til at skrive en ordentlig anmeldelse af Sigfred Johansens stykke. Al denne uforbeholdne friskhed fordampede dog en smule efter hendes ophold på Det kgl. Teaters elevskole.

Det store gennembrud kom i titelrollen i det Bodil-belønnede drama "Susanne" (1950), debut-instrueret af Torben Anton Svendsen, der insisterede på, at hun fik rollen og også anvender hende året efter i trekantdramaet "Fireogtyve timer". Han filmer hende gerne i store forelskede nærbilleder og etablerer hende som den naturligt følsomme og nøjsomme 1950'er-kvinde med pinlig orden i moralbegreberne: hellere ofre end hengive sig. - "Det at holde af et andet menneske er at stille sig en opgave," som hun indser i Susanne efter Johannes Buchholtz' populære roman.

Hun er tilbage i studinerollen og den mere impulsive facon i den populære "Fra den gamle købmandsgård" (1951), og i det sindrigt konstruerede kriminaldrama "To minutter for sent" (1952) gav Torben Anton Svendsen hende en endnu mere udfarende rolle som den journalist, der vil bevise charmøren Poul Reichhardts uskyld - og forelsker sig i ham. Hun virker dog mere velplaceret som romantisk idealkvinde i Svend Methlings herregårdsfilm "Hejrenæs" (1953), der dyrker hendes følelsesfulde skønhed.

Endnu bedre gik det samme år, da Erik Balling gav hende chance for at vise komedie-sans i sin debutfilm "Adam og Eva" (1953). Det banede vej for hendes bedste filmpræstation i "På tro og love" (1955), hvor hun er uimodståelig i et perlende veloplagt erotisk spil med en lige så suveræn Poul Reichhardt - de er det sambeskattede par, der lader sig skille pro forma for at snyde skattefar, og som selvfølgelig skal afprøve grænserne for den nye frihed. Torben Anton Svendsen instruerer i sin mest Villaume-dyrkende stil efter Knud Poulsens og Erik Ballings velpointerede manuskript.

Det blev kulminationen på en filmkarriere, som der nu gik for meget Morten Korch og Peer Guldbrandsen i. Vel er hun stadig attraktiv i jævne Guldbrandsen-komedier som "Amor i telefonen" (1957) - hvor hun har en særlig fin køkkenscene med Preben Uglebjerg - og "Mariannes bryllup" (1958), men nu er hun bare del af et til tider vaklende ensemblespil. Og selv om hun typemæssigt passer godt til det Korchske univers på Bakkegaarden og Møllegaarden, er hendes optræden her et klart kunstnerisk tilbageskridt.

Først i 1966 fik hun igen en rigtig menneskerolle som moderen i Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs "Der var engang en krig" (1966), en præstation, der viser, at hun også mestrer den helt neddæmpede naturalisme. Hendes anden moderrolle det år, i Knud Leif Thomsens bastante problemdrama "Gift", trækker i modsat retning ved sin udvendighed.

I Leif Panduros tv-spil "Rundt om Selma" (1971) er det igen Palle Kjærulff-Schmidt, der viser hende i en ny, nærgående troværdig udgave, nu markeret og livsmærket i trækkene som overlægefruen, der spiller sin pletfri rolle, indtil piedestalen vakler og den lidt hårde, kølige facade krakelerer.

Den eneste bemærkelsesværdige af hendes senere småroller er godsejerfruen i Bille Augusts "Pelle Erobreren" (1987) - den er til gengæld mesterlig, et alderdomsstudie af stor kraft og intensitet. Nu ikke længere ballets, men tragediens dronning. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]