Charles Wilken

Skuespiller. Født 8/11 1866, død 26/2 1956 - 89 år gammel.

Oprindelig uddannet guldsmed. Kom på Det kgl. Teaters elevskole i 1887 og debuterede på Vennelyst i Århus i 1888. En lang og omfattende scenekarriere med engagementer ved en lang række teatre, både i hovedstaden og provinsen. I 1930 vendte han - efter 42 år - tilbage til Det kgl. Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han konkurrerede med William Bewer om at være vores ældste praktiserende, mandlige skuespiller, og Bewer vandt. Men Wilken kunne i sit 84. år holde tiljublet afskedsforestilling på Det kgl. Teater som Assessor Svale i "Eventyr på Fodrejse". Da havde han haft 20 gode år på Det kgl., hvor han som en frisk 64-årig var blevet ansat som den ældste ny-engagerede skuespiller nogensinde.

Lille af vækst og fordringsløs af væremåde fik han på film småroller, der lukrerede på hans kultiverede gammelkøbenhavnske facon: han havde et præg af lagret borgerlig fornemhed, der aldrig blev til stivhed.

Han filmdebuterede i 1914 og havde roller i over 30 stumfilm, bl. a. Benjamin Christensens "Hævnens nat" (1916), de to Dickens-film "Vor fælles ven" (1920) og "David Copperfield" (1922) samt fire Fy og Bi-film.

Hans bedste tonefilm er Bodil Ipsens vellykkede komedie "En Herre i Kjole og Hvidt" (1942), hvor han brillerer som en gammel musiker i muntert samspil med Petrine Sonne. De er ægteparet, som tager sig klogt og kærligt af Bodil Kjer. Han danner også et fint par med Sonne i en kort scene i Johan Jacobsens "Otte Akkorder" (1944), hvor de tilfældigt mødes i en taxa.

Bodil Ipsen anvender ham to gange til under Besættelsen: som hofapoteker i "Drama på Slottet" (1943) og manègeklovn i "Mordets Melodi" (1944). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]