enda
Person

Astrid Holm

(1893 – 1961)

Skuespillerinde. Født 29/3 1893 (A. Wilhelmine Rasmussen) i Søndre Bjerge i Sorø Amt, død 29/10 1961 - 68 år gammel. Gift med balletdanser Holger Holm (1879-1916).

Uddannet balletdanser, men valgte omkring 1910 at virke som skuespiller. Var i årene omkring 1. verdenskrig på Det ny Teater. I 20'erne hentede Johannes Poulsen hende til Det kgl. Teater, hvor hun var i fire sæsoner. Hun fik dog aldrig en stor teaterkarriere.

Debuterede hos Filmfabriken Danmark i 1917, hvor hun spillede hovedrollen i to film, og kom året efter til Nordisk Film. Her blev det til fire film, hvoraf "Lavinen" (Emanuel Gregers, 1920) står som noget af det bedste, der er lavet i perioden - ikke mindst i kraft af skuespilpræstationerne. Herefter havde Benjamin Christensen fået øje på hende, og under indspilningen af hans svenskproducerede "Häxan" i Hellerup i 1920-21, fik hun tilbudt den store rolle som Søster Edith i Victor Sjøstrøms "Körkarlen" (premiere 1920). I 1925 spillede hun overfor Johannes Meyer i Dreyers "Du skal ære din Hustru", som skulle blive hendes sidste filmrolle i mange år. Først i 1942 vendte hun tilbage til filmen og medvirkede i løbet af de følgende år i fem film.

Astrid Holm fik i kraft af sit særegne talent en bemærkelsesværdig stumfilmkarriere. I omfang ser det ikke ud af meget - til gengæld medvirkede hun i nogle af tidens mest interessante film, skabt af de største instruktører. Hun fremstillede oftest kvinder, der i en eller anden forstand befandt sig i en form for offer- eller opofrende position, men med en styrke og neddæmpet intensitet i spillet, der aldrig lod karakteren i stikken.

Hun medvirkede muligvis i nogle af Alf Nielsens film, men det har ikke været muligt at identificere dem.

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Mani 1947 Fru Frank DK/Spillefilm
Diskret Ophold 1946 Fru Lehmann, Jyttes mor DK/Spillefilm
Jeg elsker en anden 1946 Plejemor DK/Spillefilm
Hans store Aften 1946 Anna, Jespers kone DK/Spillefilm
Ta' Briller paa 1942 Fru Esther Berg, Addas Veninde DK/Spillefilm
Du skal ære din Hustru 1925 Ida, Viktors kone DK/Spillefilm
Heksen 1922 Anna U/Spillefilm
Den sidste af Slægten 1922 Lise, strandfogedens datter DK/Spillefilm
Køresvenden 1921 Søster Edith U/Spillefilm
Frøken Larsens Karriere 1920 Gunna Larsen, skuespillerinde DK/Spillefilm
Lavinen 1920 Hanni Kvissel DK/Spillefilm
Mod Lyset 1919 Wenka DK/Spillefilm
Folkets Ven 1918 Jonna, Waldo Kamps hustru DK/Spillefilm
Det Store Mørke 1917 Maria DK/Spillefilm
Søstrene Morelli 1917 Elvira, Morellis datter DK/Spillefilm