enda
Person

Jens Østerholm

(1928 – 2006)

Skuespiller. Født 25/4 1928, død 13/11 2006 - 78 år gammel.

Oprindelig udlært som typograf. Optaget på Odense Teaters elevskole i 1951, herefter på Det kgl. Teaters elevskole 1952-54. En omfattende scenekarriere med ansættelser ved bl.a. Odense Teater, Det kgl. Teater og Aalborg Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Instruktøren Palle Kjærulff-Schmidt gav ham debutrollen som den fattige, sårbare arbejderstudent i kollegie-komedien "De sjove år" (1959), skrevet af Klaus Rifbjerg, og her viser han straks sin gode, ligefremme filmudstråling.


Han slog dog først igennem tre år efter i det samme instruktør-forfatterpars "Weekend" (1962) som velgørende upoleret ung mand - moderne for den tid, det vil sige fuld af spirende vrede, rastløs livsglæde og lynnedslag af anarkistisk farlighed. Uden Østerholm havde "Weekend" næppe haft tilnærmelsesvis samme gennemslagskraft. Og hans fandenivoldske præstation dominerer stadig filmen.


Men inden da har han spillet læreren, der giver Gitte Hænning en fatal lussing i problemdrama-fiaskoen "Ullabella" (1961) og titelrollen i Annelise Hovmands "Gøngehøvdingen" (1960), der blev pænt modtaget i samtiden, men i dag fremtræder noget kluntet. Her fastholder han stædigt en naturalistisk spillestil omgivet af frikadellernes vagtparade. Sobert, men ikke så lidt kedeligt. Først i opfølgeren "Dronningens vagtmester" (1963) skruer han op for den maskuline charme.


Han er den umodne drømmer og fantast, besat af Yvonne Ingdal i Kjærulff-Schmidts og Rifbjergs "To" (1964), hvor han igen lukrerer på sin iboende råstyrke, virile følsomhed og glimtvise Belmondoske farlighed. Klart en af 1960'ernes stærkest og mest ægte virkende unge mænd på film.


Men efter et tre-årigt Sveriges-ophold, hvor han spiller store roller på landets tv-teater, synes han at have forpasset sin chance. Han illuderer ganske vist godt som kynisk journalist i Ole Roos' debutfilm "Kys til højre og venstre" (1969), en af filmens større roller. Og for samme instruktør er han den lammede socialarbejder Leo Gray i Peter Seeberg-bearbejdelsen "Hyrder på tv" (1975). Men i Henrik Stangerups "Farlige kys" (1972) har han en utaknemmelig birolle som voldelig ægtemand, og to folkekomedieroller i 1970'erne er så små, at de ikke er værd at nævne.


Måske tabte han gnisten - han udtrykte i hvert fald træthed ved skurkeroller. Instruktørerne undlod beklageligvis at anvende et markant fysiognomi og en kantet, uforudsigelig personlighed, der stak behageligt af fra sine glatte omgivelser. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Mein Kampf 1994 Medvirkende Tv-film
Jul på slottet 1986 Van Dango Tv-serie
Opfinderkontoret 1982 Medvirkende Tv-serie
Torvet 1981 Entreprenør Tv-serie
Hyrder 1975 Leo Gray Tv-film
Aladdin eller Den forunderlige lampe 1975 Hindbad Tv-serie
Natten i ventesalen 1974 Janus Tv-film
Mafiaen - det er osse mig 1974 Trigger DK/Spillefilm
Apollon fra Bellac 1973 Dørvogtene Tv-film
Fru Geesches frihed 1973 Johann Tv-film
Farlige kys 1972 Birthes mand DK/Spillefilm
Automobilkirkegården 1971 Tope Tv-film
Til lykke Hansen 1971 Politibetjent Tv-film
Min søsters børn når de er værst 1971 Svensk politimand DK/Spillefilm
Mellem fem og syv 1970 Lars Tv-film
Svejk i anden verdenskrig 1970 Müller 2 Tv-film
Karrig niding 1969 Medvirkende Tv-film
Kys til højre og venstre 1969 Hugo DK/Spillefilm
Henrik IV 1968 Baron Tito Belcredi Tv-film
Naboer 1967 Medvirkende Tv-film
Undtagelsen og reglen 1967 Medvirkende Tv-film
Regnvejr og ingen penge 1965 Johan Sonne Tv-serie
Retten på vrangen 1965 Medvirkende Tv-film
To 1964 Niels DK/Spillefilm
Skyggen af en helt 1963 Donal Davoren Tv-film
Dronningens vagtmester 1963 Svend Poulsen DK/Spillefilm
Jimmys tog 1963 Medvirkende Tv-film
Weekend 1962 Lars DK/Spillefilm
Livet er jo dejligt 1962 Medvirkende Tv-film
Gøngehøvdingen 1961 Svend Poulsen, gøngehøvdingen DK/Spillefilm
Ullabella 1961 Axel Lysgaard, magister, kommunelærer DK/Spillefilm
Mester Pierre Pathelin 1961 Medvirkende Tv-film
Pigen og pantelåneren 1960 Medvirkende Tv-film
Folk og røvere i Kardemomme By 1959 Medvirkende Tv-film
De sjove år 1959 Erik DK/Spillefilm
Erasmus Montanus 1956 Medvirkende Tv-film