Scenetekniker og operatør, født 8/1 1911 - død 14/12 1997. Blev uddannet som scenetekniker på Det Ny Teater, men kom fra 1936 ind i filmbranchen med en ansættelse på Palladium i Hellerup. Her var han i ca. 10 år og arbejdede som belysningsmester og med lydoptagelser.
Lind Eriksen blev derefter uddannet som filmoperatør i 1943 og virkede som operatør i næste 40 år, bl.a. i Dagmar, Toftegaards Bio, Grøndals Teatret og 20 år i World Cinema. Han var medstifter af Filmoperatørernes Tekniske Landsforening og senere formand i en årrække.
Lind Eriksen har undervist på Den Danske Filmskole og skrevet bogen ”Mændene bag i biffen: erindringer fra filmoperatørernes historie i Danmark”, Frydenlund 1993.