enda
Person

Mette Munk Plum

(1956 – )

Skuespiller. Født 8/6 1956. Gift med skuespiller Henrik Birch.

Uddannet på Statens Teaterskole 1978-81. Debut på Nørrebros Teater i 1983. Lovende karriere med adskillige hovedroller, både på Aalborg Teater, Aveny og Nørrebro Teater. Fast engageret på Århus Teater 1987-93.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hilst velkommen med en sværm af glødende anmeldelser begyndte hun som frontfigur både foran kameraet og på scenen, men allerede seks år efter kunne hun udtale: "Måske dropper jeg skuespillet og bliver sygeplejerske."


Fighter-instinktet og ærgerrigheden til at følge succesen op manglede, og selv om hun heldigvis ikke har "droppet skuespillet", er der en stærk kontrast mellem hendes tiljublede hovedroller i 1980'erne og hendes beskedne, sporadiske birolle-aktivitet i 1990'erne.


I 1980'er-tidsåndens voksende kulde dukkede hun op som en næsten anakronistisk renfærdig madonna-skikkelse i Bille Augusts tv-film "Maj" (1982), der stadig fremtræder som et af instruktørens mest helstøbte værker - ikke mindst på grund af Mette Munk Plums præstation som den godlidende provinspige i Den Store By.
Frisøreleven Maj går tilværelsen i møde med små krav, hun er godtroende, men ikke dum, imødekommende, men ikke karakterløs. Mette Munk Plum fastholder med en egen kantet modstandskraft Majs karakterstyrke midt i nederlaget, da hun svigtes af en mand (Søren Pilmark) - hvis dobbeltspil iøvrigt påfaldende minder om episoder fra instruktøren Bille Augusts eget, snart veldokumenterede privatliv med tre koner.


Majs rene og skære godhed giver Mette Munk Plum i sjælden grad ægte udtryk for, samtidig med at hun kontrollerer en mængde nuancer, der røber den professionelt bevidste skuespiller.


Inden da havde hun haft en unavngiven minirolle i den mislykkede ungdomsfilm "Charly og Steffen" (1979), og i Besættelsesdramaet "Forræderne" (1983) spiller hun - i en mindre rolle som tysk Funkhelferin - mest på en vis arisk udstråling sammen med Astrid Saalbach, der fremstiller hendes veninde. Men i Søren Kragh-Jacobsens "Isfugle" (1983) indfrier hun - med en nu mere voksen uimodståelig friskhed - løfterne fra Maj som en enlig mor. Kun en birolle, men hun gør sit samspil med Peter Hesse Overgaards isfugl til filmens varmende højdepunkter.


Hun bekræfter sin særlige evne til at at fremstille godhed som døvstum i Ulla Ryums og Ole Roos' tv-film "I Johannes verden" (1983), men herefter satser hun nogle år mest på teater og får først film-comeback som den fødselsneurotiske, isolerede mor i Jon Bang Carlsens halvhjertede "gyser" "Baby Doll" (1988), en renfærdigt gennemlevet præstation. Filmen blev dog kun set af 6.500 tilskuere.
Herefter ses hun i biroller. Hun har en mindre moder-rolle i Lotte Tarps og Birger Larsens tv-film "Længe leve friheden" (1993) med Ebbe Rode; er servitrice i Birger Larsens tv-miniserie "Frihedens skygge" (1994); og hun tuder sig tappert gennem rollen som den fejlopererede Monas mor i Lars von Triers "Riget" (1994) og "Riget II" (1997) og stikker med sit rene følelsesudtryk af mod seriens bevidste kitsch.


I komediedramaet "At klappe med én hånd" (2001) ses hun i en lille rolle som ejer af en frisørsalon. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Resten af livet 2022 Maren DK/Spillefilm
Efterforskningen 2020 Forsvarsadvokat Tv-serie
Happy ending 2018 Birgitte DK/Spillefilm
Lykke-Per 2018 Portnerske DK/Spillefilm
9. april 2015 Bondekone DK/Spillefilm
Klassefesten 2011 Dame i restaurant DK/Spillefilm
Borgen 2 2011 Kaspers mor Tv-serie
Borgen 1 2010 Kaspers mor Tv-serie
Forbrydelser 2004 Åse DK/Spillefilm
At klappe med een hånd 2001 Bettina, frisør DK/Spillefilm
Karrusel 1998 Pias mor Tv-serie
Riget II 1997 Monas mor DK/Spillefilm
TAXA 1997 Fru Toft Tv-serie
Rejsen 1996 Medvirkende DK/Kort fiktion
Frihedens skygge 1994 Louise Tv-serie
Riget 1994 Monas mor DK/Spillefilm
Længe leve friheden 1993 Josefines mor Tv-film
Hvor lidt er for meget 1989 Medvirkende DK/Kort fiktion
Medea 1988 Glauces stemme Tv-film
Baby Doll 1988 Eva DK/Spillefilm
Mødrehjælpen af idag 1987 Medvirkende DK/Kort fiktion
I Johannes verden 1983 Johanne Hansen Tv-film
Tommelise 1983 Stemme DK/Kort fiktion
Isfugle 1983 Vivi DK/Spillefilm
Forræderne 1983 Karin Fritsch, tysk Funkhelferin DK/Spillefilm
Maj 1982 Maj Tv-film
Charly og Steffen 1979 Medvirkende DK/Spillefilm
Musik År Film Funktion
Ach, du lieber Augustin 1988 Baby Doll Sang