enda
Person

Birte Tove

(1945 – 2016)

Skuespiller. Født 16/1 1945, død 6/2 2016 - 71 år gammel. Oprindelig uddannet som sygeplejerske.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Hun blev landskendt som stjerne i Sengekants-filmene. Den lysblonde pige med det ligefremme smil og den renskurede apparition var med til at gøre "Mazurka på sengekanten" (1970) med efterfølgere til store kassesucceser.


I disse film gør hun sex til noget meget dansk og ufarligt. Tydeligt uden skuespillererfaring lever hun på en mere vindende personlighed end de fleste andre piger, man dengang søgte at lancere som sexsymboler. Hendes nøgenscener er faktisk få og ikke særligt udfordrende, og hun forlod Sengekant-serien efter nr. fem, da filmene blev lidt frækkere.


Birte Tove, der smed efternavnet Sørensen samtidig med tøjet, optrådte som fotomodel ved siden af arbejdet som sygeplejerske, da hun fik sin første filmrolle. Det var i den amerikansk-danske "Christa" (senere omdøbt til "Frigjorte Christa"), optaget i Danmark i 1969, men først vist herhjemme i 1972, da man allerede havde set de første tre sengekantfilm. Her spiller hun en stewardesse med mange elskere af forskellig nationalitet.


I 1973 havde hun i Hong Kong hovedrollen i den sadistiske "Kvindefængslet" i bambushelvedet om nogle europæiske kvinders flugt fra en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig (det er hende, der udtænker flugtplanen!). Hun har selv med god grund lagt afstand til filmen.


I Finn Henriksens "Piger i trøjen" (1975) tager hun revanche med en nydelig præstation som officersdatteren, der benytter sig af, at hæren har indført kvindelige konstabler. Det er hendes bedste filmrolle, men den blev ikke fulgt op af andre. Hun har siden i flere interviews ytret ønske om at komme til at filme igen. Det er dog kun blevet til en lille optræden i "Riget" (1994 og 97). Her ses hun som sygeplejerske, men uden at blive brugt til noget i historien. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Riget II 1997 Sygeplejerske 1 DK/Spillefilm
Riget 1994 1.sygeplejerske DK/Spillefilm
Sådan er det bare 1987 Sygeplejerske Tv-serie
Piger i trøjen 1975 Marianne Valdorff DK/Spillefilm
Hitler superstar 1974 Poula Nielsen Tv-film
Romantik på sengekanten 1973 Bine Hansen, arving DK/Spillefilm
Rektor på sengekanten 1972 Line, rektors kone DK/Spillefilm
Motorvej på sengekanten 1972 Line, lærerinde DK/Spillefilm
Hjemme hos William 1971 Model Tv-film
Christa 1971 Christa U/Spillefilm
Med kærlig hilsen 1971 Eva, kontrollørens datter DK/Spillefilm
Tandlæge på sengekanten 1971 Nina DK/Spillefilm
Mazurka på sengekanten 1970 Line Barnewelder, yngste datter DK/Spillefilm