Emil Hass Christensen

Skuespiller. Født 23/1 1903, død 12/1 1982 - 78 år gammel. Han brugte ikke sit fornavn Emil, men blev udelukkende kaldt Hass Christensen

Oprindeligt kontoruddannet, men begyndte at optræde på Det ny Teater omkring 1924. Efter engagementer ved flere københavnske scener, var han i en længere periode ved Odense Teater, men vendte tilbage og var fra 1947 hovedsageligt knyttet til Det ny Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Dansk films noble gentleman med det tidligt grånede hår, korrekte sprog og det klangfulde rigsdansk kunne være rollemodel for politikere i Det Konservative Folkeparti gennem flere årtier - Poul Schlüter synes i hvert fald ikke upåvirket.

I talrige film har Hass Christensen fremstillet sagførere, overlæger, direktører, officerer og andre myndighedspersoner, såvel som familiefædre - sjældent store roller, men seriøst forsvarede. Det distingverede ydre ændrer sig ikke meget, og det gør den lidt stive, ofte træede spillestil heller ikke. Han kan have et glimt i øjet, men laver aldrig karikaturer.

Han huskes mest som midaldrende. Han stumfilmsdebuterer allerede i 1925 i en birolle som "zünftig Svend" i den nyopdagede Nordisk-spillefilm "Minder fra Zünftens dage" om navere, og han er fra 1929 med i flere af de sidste stumfilm med Fy og Bi - og ukrediteret i "Odds 777" (1932), hvor hans korrekte overtjener allerede er en typisk Hass Christensen-figur, og i "Flaadens blaa Matroser" (1937) er han myndig søofficer.

En større rolle får han først i 1943 i folkekomedien "Ebberød Bank" som Osvald Helmuths bror, der vender velhavende hjem fra Amerika og med mild overbærenhed iagttager den ukonventionelle bankvirksomhed, hans penge udløser. Med en karakteristisk Hass Christensen'sk blanding af venlighed og myndighed lader han til sidst broderen vide, at spøgen nu er drevet vidt nok.

I 1951 har han til gengæld en utypisk rolle som skarp outsider i Ole Palsbos "Familien Schmidt". Han er den uægte søn, der uventet dukker op, da boet skal deles, og får sagt en del bidske sandheder. Først fra nu af kommer de mange større eller mindre biroller.

Hans stjernestund kom i 1955, da han spillede unge Mikkel Borgen i Dreyers filmatisering af Kaj Munks "Ordet". Den ellers så stilige Hass Christensen fremtræder troværdigt som en mand, der har tilbragt sit liv i mark og stald. En stærk karakter, men tynget af ikke længere at kunne dele faderens tro. Når den sindssyge bror optræder som Jesus, vækker det hos den øvrige familie sorg og medlidenhed, hos unge Mikkel forlegenhed, grænsende til irritation. Samspillet med Birgitte Federspiel som hustruen Inger er fremragende. Med små træk tegner de et harmonisk ægteskab, og de overdriver ikke den jyske dialekt.

Han bevarer værdigheden som krakket godsejer i "Sønnen fra Amerika" (1957), og så sent som i 1972 spiller han i "Manden på Svanegården" en traditionsbevidst gårdejer, der er ved at miste sin gård på grund af lumske intriger - hans eneste Morten Korch-film. Hos Korch er sagførere sjældent hæderlige, hvilket stærkt begrænsede Hass Christensens muligheder - han er svær at se i en skurkerolle. En sådan fik han dog sent i karrieren på tv: I Søren Melson og Leif Panduros krimiserie "Smuglerne" (1970-71) er han den skumle bagmand Børgesen, alias Bauerhaus.

Hans typiske sagfører møder vi f.eks. i "Baronessen fra benzintanken" (1960), hvor han på en venlig måde kan sætte Maria Garlands bryske enkebaronesse på plads ("Ja, jeg har nu aldrig brudt mig om udtrykket uægte barn"). I "Tre piger fra Jylland" (1957) får sagførerrollen en pudsig drejning: Han har i opdrag at samle tre unge piger, der har været adopterede af forskellige familier, for at fortælle dem, hvem deres biologiske mor var. Det viser sig til sidst, at han selv er faderen.

Gode roller har han i to af Sven Methlings bedste komedier, "Vi er allesammen tossede" (1959) og "Fem mand og Rosa" (1964) som henholdsvis læge og hospitalsindlagt dommer. Han er oberst i "Soldaterkammerater" (1958); kontor- og ægtemand i "Støv på hjernen" (1961), men han holder op, mens legen er god, og er ikke med i de følgende ombæringer af disse seriefilm. I 1965 har han en lille rolle i den kluntede filmatisering af Soyas "Sytten", men undgår ellers at blive rodet ind i de følgende års bølge af sex-film.

I sin eneste udenlandske film, Kurt Hoffmanns underfundige tyske Wirtschaftswunder-satire "Wir Wunderkinder" ("Vi smertensbørn", 1958) spiller han sammen med Karen Marie Løwert: De er et dansk ægtepar, der inkarnerer det lille, pæne og fredfyldte land mod nord, som de storpolitiske storme synes at drive udenom. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]