enda

Mogens Wieth

(1919 - 1962)

Skuespiller. Født 16/9 1919, død 10/9 1962 - 42 år gammel. Søn af skuespillerparret Carlo Wieth (1885-1943) og Agnes Thorberg Wieth (1886-1981). Gift med skuespiller Lily Weiding i 1954. Far til skuespiller Julie Wieth.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1937-39, hvor han var ansat indtil 1950. Herefter søgte han udfordringer på de københavnske privatteatre og i udlandet, bortset fra en enkelt sæson, 1954-55, hvor han vendte tilbage til Det kgl.

Han døde i London, hvor han netop stod overfor sin karrieres måske største udfordring - titelrollen i Shakespeares "Købmanden i Venedig" på Old Vic.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Han blev anset for sin generations uden diskussion største mandlige skuespiller, født til scenen og lige suveræn som lyrisk-romantisk helt og forvandlingsstærk karakterskuespiller.


Hans tidlige død, mindet om en lysende vital og generøs privatperson og om noget uudsletteligt drenget ved hans væsen gav i nogen tid hans navn et mytisk skær: han var og blev prinsen blandt de danske skuespillere.


Siden huskes han måske bedst for sin grebne tolkning af Kiplings "Mandalay" - Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg! Et hit i radioens ønskekoncert giro 413 og et minde om en skønhedssøgende stemmeføring og en ekstrem følelsesfuldhed, der hører en anden tid til (lad os glemme hans sentimentale udgave af Kaj Munks "Den blaa Anemone"). Hans internationale filmkarriere er som helhed mislykket og består mest af dårlige film (med Alfred Hitchcocks "Manden, der vidste for meget" (1956) som den gedigne undtagelse og Powell & Pressburgers "Hoffmanns eventyr" (1951) som den kuriøse undtagelse).


Som filmskuespiller hører han ikke til de store, men til de kompetente - og et par gange mere end det. "Den lyse tenorklang i hans smukt bårne, bøjelige og præcise stemme" (Harald Engberg) kan på film lyde lidt rigeligt olieret og selvbevidst skuespillerfølsom. Og fysikkens konstante præg af det drenge-buttede gør ham mere velegnet til de tidlige rollers ufærdige ynglingeskikkelser end til senere mere maskuline figurer.


Sjældent, om nogensinde, er han derfor så velplaceret, som da han 21 år gammel debuterer i Benjamin Christensens og Leck Fischers "Barnet" (1940) som den vege og hvalpede jurastuderende Pontus, der ikke tør præsentere den jævne kæreste Lis Smed for sin familie. Figurens blanding af noget følelsesopblussende og det lidt tvært forkælede ligger ualmindelig godt for Wieth.


I Benjamin Christensens "Gaa med mig hjem" (1941), hvor Bodil Ipsen spiller landsretssagfører, er han lidt for demonstrativt en mand af folket, en djærv tømrer. Det var ikke mindst Bodil Ipsen, der havde blik for hans talent ved elevskole-optagelsesprøven, og hun gav ham en skræddersyet rolle i sin eneste danske komedie - som en usleben diamant af en koncertpianist i den veloplagte "En Herre i Kjole og Hvidt" (1942). Her bliver hans udpræget emotionelle stil og drengede uskyld på én gang komisk og rørende, og med sin sikre spilleteknik klarer han overlegent forvandlingen fra dunet klumpedumpe til selvsikker elegantier. Her og i "Barnet" findes hans bedste filmpræstationer.


I "Nat-ekspressen (P 903)" (1942) er han en kriminalbetjent, der lægger voldsomme følelser i sit opklaringarbejde i en lille provinsby - det virker overstyret. Og i det bizarre komedie-drama "Regnen holdt op" (1942) kæmper han med en række af Kjeld Abells mere koket fortænkte indfald, deriblandt to viser, der er meget langt fra Mandalay-niveau.


Den ambitiøse "Mit liv er Musik" (1944) giver ham igen en åndsbeslægtet rolle som idealistisk musiker, men filmen blev modtaget som et udvendigt melodrama. Og i "Den usynlige Hær" (1945) virker han - trods en kraftigt markeret tør saglighed i spillet - mindre overbevisende som handlingsmenneske og frihedskæmper end Poul Reichhardt i en tilsvarende rolle i samme film.
I kriminalkomedien "Hatten er sat" (1947) viser han forførisk elegance, og i 1949 kommer så hans mest berømte filmpræstation: som den socialdemokratiske foregangsmand, agitator og reformator Peter Sabroe i Ole Palsbos "Kampen mod uretten". Wieth demonstrerer fyrig retfærdighedssans og ubøjelig idealisme og slår ikke bremserne i, når manuskriptet gør manden irriterende frelst. Harmen slår for ofte over i patetisk selvretfærdighed. Og endnu mere retorisk dirrende er hans opspeedede, lettere buttede Orla Lehmann i Grundlovsfilmen "For frihed og ret" (1949).


Jack Wittikas finske "Aila, Pohjolan tytär" (1951) - et værk, der ikke nåede danske biografer - giver ham en birolle som amerikansk forfatter i et naturomkranset samer-drama. Og i "Fireogtyve timer" (1951) er han igen forfører - af en slags, for hans kosmopolitiske gentleman-pianist nøjes med at kredse kønt om Astrid Villaumes betagede, men frygtsomme frue. Dernæst viser han sin autoritet, men ikke meget andet i en umulig hovedrolle som mystisk mand i Johan Jacobsens mislykkede Birgitte Reimer-komedie "Som sendt fra himlen" (1951).


Han blev lovet en større rolle som spillelæreren Crespel i en episode af det fremtrædende engelske instruktørpar Powell & Pressburgers kombinerede danse- og sang-ekstravangance "Hoffmanns eventyr" (1951), men filmen blev ved udsendelsen stærkt forkortet og hans rolle klippet voldsomt ned - måske heldigt, for denne Beethoven-inspirerede figur bliver blot endnu et eksemplar i filmens bizarre raritetskabinet, og han betragtede ifølge Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen sin indsats som spildt.


En skurkebirolle som ambassadefunktionær og attentatmand i Alfred Hitchcocks "Manden, der vidste for meget" (1955) giver ham ikke mulighed for at vise mere end perfekt engelske sprogbeherskelse og generel professionalisme. Han fartede til Norge for at spille en hovedrolle som dæmonisk kiromantiker i Sverre Berglis "Arturs forbrytelse" (1955), meget frit efter Oscar Wildes "Lord Arthur Savilles" forbrydelse. Den blev modtaget som et makværk af den norske presse. Og i "Tante Tut fra Paris" (1956) vikles han ind i en af Peer Guldbrandsens tynde komediekonstruktioner, men spiller med en vis verve ægtemand til Lily Weiding, som han også var gift med privat.


"De sista stegen"/ "A Matter of Morals" (1960 - sv./am.) har en dygtig, erfaren Hollywood-instruktør, John Cromwell, men Wieths kritikerfremhævede spil i en større skurkerolle som økonomisk kriminel kan ikke redde en thriller, som anmelderne anså for katastrofalt usammenhængende.


Og hans danske filmkarriere får en noget trist afslutning i Annelise Hovmands "Gøngehøvdingen" (1960), hvor han virker anstrengt og sygdomsmærket, omend myndig som Frederik 3.
"Private Potter" (1962), Wieths sidste engelske film, kom aldrig op herhjemme. En fiasko-filmatisering af et tv-drama, med Tom Courtenay som en arresteret soldat, der hævder at have set Vorherre. Wieth har en siderolle som såret israelsk frihedskæmper.

I 1949 lavede han sammen med daværende instruktørassistent Erik Balling fra Nordisk Film en film om den nye stat Israel, optaget på en to måneders tur. Filmen fik premiere i World Cinema i oktober 1949, ledsaget af Wieths foredrag, og den skulle ifølge Wieth selv både være "objektiv oplysning" og "et indlæg mod antisemitisme." [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Priser Festivals
Title År Funktion Category
Gøngehøvdingen 1961 Frederik d. III DK/Spillefilm
De fem år [skoleudg.] 1960 Speaker DK/Dokumentarfilm
De røde tjørne 1957 Arvid Tv-film
Fragt under havet 1957 Medvirkende Tv-film
Ingen tid til kærtegn 1957 medv. i en teaterprøve på "Et dukkehjem" DK/Spillefilm
Tante Tut fra Paris 1956 Claus Hiller, forfatter DK/Spillefilm
De fem år 1955 Speaker DK/Dokumentarfilm
Den standhaftige tinsoldat 1955 Medvirkende DK/Kort fiktion
Det store eventyr 1953 Stemme U/Spillefilm
Som sendt fra himlen 1951 Medvirkende DK/Spillefilm
Fireogtyve timer 1951 En pianist DK/Spillefilm
Israel 1949 Instruktion DK/Dokumentarfilm
Kampen mod uretten 1949 Peter Sabroe DK/Spillefilm
For frihed og ret 1949 Orla Lehmann DK/Spillefilm
Kongefilmen Frederik IX 1949 Medvirkende DK/Dokumentarfilm
Mens porten var lukket 1948 Torsten Haugnæs DK/Spillefilm
Hatten er sat 1947 Allan Møller, forretningsmand DK/Spillefilm
Familien Swedenhielm 1947 Løjtnant Bo Swedenhielm DK/Spillefilm
Ditte menneskebarn 1946 Fortæller DK/Spillefilm
Den usynlige Hær 1945 Paul DK/Spillefilm
Mit liv er Musik 1944 Erik Smith, violinist DK/Spillefilm
Jeg mødte en Morder 1943 Henrik Nielsen DK/Spillefilm
Drama paa Slottet 1943 Kammerjunker Friedrich v. Kötschau DK/Spillefilm
En Herre i Kjole og Hvidt 1942 Erik Rask, en ung mand DK/Spillefilm
Regnen holdt op 1942 En ung Mand DK/Spillefilm
Nat-Ekspressen (P. 903) 1942 Otto Warholt, kriminalassistent DK/Spillefilm
Gaa med mig hjem 1941 Asmus Asmussen, tømrer DK/Spillefilm
Barnet 1940 Pontus, barn af "Moderen" DK/Spillefilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.