Philip Einstein Lipski kommer oprindelig fra reklamebranchen, hvor han i perioden 2000-2007 var copy-writer på en række reklamebureauer. Her stod han blandt andet for kreativ markedsføring af film som 'Terkel i knibe' (2004), 'Frygtelig lykkelig' (2008) og 'Rejsen til Saturn' (2008).
I 2007 gik han solo, men fortsatte filmarbejdet, blandt andet på den svensk-danske Millenium-trilogi 'Mænd der hader kvinder' (2009), 'Pigen der legede med ilden' (2009) og 'Luftkastellet der blev sprængt' (2009), og ikke mindst 'Klovn – the Movie' (2010).
I 2009 startede han selskabet Einstein Film i samarbejde med Thorbjørn Christoffersen, Kresten Vestbjerg Andersen og producer Trine Heidegaard.
Lipski debuterede som spillefilminstruktør med animationsfilmen 'Ronal Barbare' (2011) og har siden instrueret børne-animationsfilmen 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' (2017) sammen med Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Fick.