enda

Sigfred Johansen

(1907 – 1953)

Skuespiller. Født 31/5 1907, død 18/7 1953 - 46 år gammel. Gift 1º i 1928 med tegner Elinor Wilhelm, 2º med skuespiller Lili Lani (1905-1996), 3º med Ruth Egede Saabye og 4º i 1945 med skuespiller Lily Weiding (f. 1924). Far til skuespiller Svend Johansen (f. 1930).

Optrådte i 1928-30 i provinsen, men fik sin egentlige debut på Betty Nansen teatret i 1930. Karrieren kom overvejende til at udspille sig ved hovedstadens teatre og kulminerede midt i 40'erne med stærke præstationer på bla. Frederiksberg teater og Allé scenen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Denne nu næsten glemte stjerne blev af toneangivende kritikere anset for sin generations betydeligste skuespiller, men var en paradoksal, forpint personlighed, der ikke på film fandt fuld forløsning for sine rige evner.

Som det nærmeste dansk film er kommet Cary Grant-typen, førte han sig - slank, aristokratisk og musikalsk - med skødesløs elegance og spillede lystspil med besnærende lethed og ubesværet esprit. Hans letsindige verdensmands-udstråling stod dog i grel modsætning til seriøse aspirationer i teaterkarrierens sidste del, til en konfliktfyldt arbejdsform (han tog ikke altid mod instruktion) og til et privatliv traumatiseret af nervekriser. Strindberg blev hans yndlingsdramatiker, men umiddelbart synes han mest skabt til Noel Coward.

Han debuterede i 1930'er-farcens brønd-dybe infantile formørkelse og viser første gang sine evner som sofistikeret hverdags-elegantier i "I dag begynder Livet" (1939), hvor samspillet med den åndsbeslægtede Berthe Qvistgaard folder sig ud med et intelligent erotisk spilfægteri inspireret af datidens kvikke, mousserende Hollywoodkomedier.

Der er internationalt snit over Sigfred Johansen i komedier som "En pige med pep" (1940) i veloplagt samspil med Marguerite Viby; "Pas på Svinget i Solby" (1940), igen med Qvistgaard; "Tag det som en mand" (1941) i Johan Jacobsens letflydende instruktion; og "Tante Cramers Testamente" (1941) i pudsigt samspil med gamle Mathilde Nielsen.

Den arbejdsløse i Kjeld Abell-filmen "Tak fordi du kom, Nick" (1941) blev hans mest kendte filmrolle - men selv om han gør Nick sympatisk og giver ham værdighed, er han fejlplaceret med jord under neglene.

Hans efterkrigsroller tenderer mod det seriøse, uden at talentet fornemmes fuldt udfoldet. Han mangler naivitet som den unge forfatter i Svend Rindoms syrlige satire over teatermiljøet, "Hans store Aften" (1946), der domineres af Karin Nellemoses formidable primadonna. Og i Charles Tharnæs' "Oktober-Roser" (1946) betages han, nu grånende og mere elegant end nogensinde, af samme Nellemoses triste kontormus. Det er utroværdigt. Til gengæld er samspillet med Nellemose suverænt i "Soldaten og Jenny" (1947), hvor han med slangeagtig elegance fremstiller en kynisk advokat.

Og han lukker og slukker med manér som den diabolske ægteskabssvindler og forføreriske kvinde-seriemorder "Hr. Petit" (1948), ulasteligt stilfuld, iskoldt beregnende og karakteristisk underspillet - men med det lille glimt af galskab i blikket, der røber den livsfarlige psykopat. Et meget moderne portræt skabt af en stadig moderne skuespiller. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi Priser Festivals
Titel År Funktion Category
Skatteøens hemmelighed 1953 Speaker DK/Reklamefilm
Mange skove små 1952 Speaker DK/Dokumentarfilm
Hr. Petit 1948 Hr. Petit DK/Spillefilm
Copenhagen Calling 1947 Speaker DK/Dokumentarfilm
Soldaten og Jenny 1947 Højesteretssagfører DK/Spillefilm
Hans store Aften 1946 Jonas Tofte, tjener og forfatter DK/Spillefilm
Oktober-Roser 1946 Emil Birk DK/Spillefilm
Alt for Karrièren 1943 Ole Eriksen, Ingeniør DK/Spillefilm
Tag det som en Mand - ! 1941 Jens Woller, maler DK/Spillefilm
Tak fordi du kom, Nick - ! 1941 Nick DK/Spillefilm
Tante Cramers Testamente 1941 Svend Cramer, komponist DK/Spillefilm
Pas paa Svinget i Solby 1940 Pastor Lind i Solby DK/Spillefilm
En Pige med pep 1940 Kaj Jensen DK/Spillefilm
Familien Olsen 1940 Hugo, Sønderfeldts søn DK/Spillefilm
I Dag begynder Livet 1939 Peter Sommer, maler DK/Spillefilm
Danmark for Folket 1937 Henning, lagerforvalter DK/Kort fiktion
Flaadens blaa Matroser 1937 Eyvind Holm, værnepligtig DK/Spillefilm
Inkognito 1937 Fritz Holgersen DK/Spillefilm
Giftes - nej Tak! 1936 Willy Franck DK/Spillefilm
Week-End 1935 Tom DK/Spillefilm
De bør forelske Dem 1935 Erik Bürger DK/Spillefilm
Bag Københavns Kulisser 1935 Tjener DK/Spillefilm
Nyhavn 17 1933 Rolf Kruse, fars søn DK/Spillefilm
De blå Drenge 1933 Henrik Brandt DK/Spillefilm
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.
Det Danske Filminstitut registrerer international festivaldeltagelse og priser til danske film, dog primært de titler, som Filminstituttet varetager i sin festivaldistribution, og primært i forbindelse med de festivaler, som Filminstituttet har prioriteret at samarbejde med. Registreringen af festivaldeltagelse og priser til danske film, der ikke er i festivaldistribution, foretages kun for "launch"-festivaler ifølge Filminstituttets prioriterede festivalliste. Se listen over prioriterede festivaler.