Skuespiller. Født 16/9 1935, død 16/9 1960 - 25 år gammel.
Uddannet på Privatteatrenes elevskole 1955-57.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
"Det er ikke tilfredsstillende at være en gnist i luften i to minutter og så dø," udtalte hun i 1958, men tragisk nok var det netop hvad hun blev - en sjældent smuk gnist, der i en stakket stund lyste op i sen-1950'ernes danske filmmørke.
Hendes instruktør på Folketeatret, Bjørn Watt-Boolsen, var bekymret, fordi hun spillede så 'ubevidst', men det er netop hendes styrke på film, hvor hendes sprudlende spontanitet, intuitive situationsfornemmelse og naturlige nærvær gang på gang stjæler scener fra garvede og alt for 'bevidste' spillere.
Et gavtyve-ansigt, der kunne flækkes i et smittende grinebider-smil, forhindrede umiddelbart romantiske roller, og i stedet blev hun den sjove hverdagspige med den rappe replik - en type-banal birolle, som hun giver en ny mening med sit ægte humør og sin sande menneskelighed.
Stendøde film som "Ung kærlighed" (1958) kan hun pludselig oplyse med et solstrejf af vitalitet. Og i sine to lidt større biroller - som 'amerikanerpige' i "Natlogi betalt" (1957) og svigtet artistmedhjælper i "Eventyrrejsen" (1960) - hæver hun sig med sin ubesværede karakteriseringevne over filmens øvrige niveau.
Ved sin død var hun almindeligt anerkendt som et af dansk films mest lovende navne. En gnist i luften, tidligt slukket. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Eventyrrejsen | 1960 | Lydia, Edwards partnerske | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater på vagt | 1960 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater rykker ud | 1959 | Nora Didriksen | DK/Spillefilm |
Soldaterkammerater | 1958 | Nora, Dideriksens kone | DK/Spillefilm |
Ung kærlighed | 1958 | Lise Nielsen | DK/Spillefilm |
Lyssky transport | 1958 | Frk. Christensen, telefondame | DK/Spillefilm |
Det lille hotel | 1958 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Krudt og klunker | 1958 | Anden Nyhavnspige | DK/Spillefilm |
Natlogi betalt | 1957 | Ulla, amerikanerpige | DK/Spillefilm |
Englen i sort | 1957 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Min datter Nelly | 1955 | Danser ved festen | DK/Spillefilm |
Far til fire i sneen | 1954 | Dansende hotelgæst #2 | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Jeg er en af Nyhavns løse fugle | 1958 | Krudt og klunker | Sang |