Ang.: Lone

Om filmen

Lone, er 16 år. Lidt passiv uden bevidste fremtidsønsker. Hele sit liv har hun tilbragt på institutioner og er pga. den beskyttede tilværelse, hun har levet her, uden ansvarsfølelse og meget ubehjælpsom i mange retninger. Hun har en stor, kontant viden om de såkaldte ’skrappe’ sider af tilværelsen. På sin ’springtur’ fra det pigehjem, hun for tiden er anbragt på, passerer hun en række miljøer, som hun ganske vist falder til i, men dog lader glide forbi sig. Hun opsøger sine plejeforældre i Fredericia, men efter et heftigt skænderi flygter hun videre til København. Her møder hun nogle hippier på Hovedbanegården, der stjæler en kuffert, og inviteres med hjem. Til en fest dér møder hun Margit, der også har været på pigehjem, og Lone bor i en periode hos hende. På et Nørrebroværtshus møder hun Niels, og flytter sammen med ham. Da Lone opdager, at hun er gravid, forlader hun ham. Hun opsøger en veninde, der foretager en illegal abort på hende, men mens en ven ringer efter en ambulance, forsvinder Lone – atter på flugt.

Eksperimenter med virkeligheden dukkede kun sporadisk op i danske spillefilm i tiåret 1970 til 1980. Franz Ernst og Charlotte Strandgaards ’dogmefilm’, 'Ang.: Lone' fra 1970 med Gasolin’s musik var et af de vellykkede eksempler, der rammer en tidstypisk tone med sin improviserede spillestil.

Credits

Instruktør: Franz Ernst
Manuskript: Franz Ernst og Charlotte Strandgaard
Fotograf: Peter Roos
Medvirkende:  Pernille Kløvedal (Lone), Margit Iversen (Margit), Steen Kålø (Niels) m.fl.

Fakta

Kategori
Spillefilm

Instruktør
Franz Ernst

Udgivelsesår
1970

Produktionsselskab
Laterna Film

Varighed og format
100 min., s/h, tone